Transportminister Ole Birk Olesen og regionsformand Ulla Astman klippede snoren for godt et år siden. Målt på passagertal og antal afgange har den regionale togdrift været en succes. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

110.000 flere skinne-kunder

Flere rejser med de blå tog, og der er også en løsning på vej med flere lokomotivførere

31. august 2018 kl. 07:45

FREDERIKSHAVN: Siden Nordjyske Jernbaner, Nordjyllands Trafikselskab og Region Nordjylland sammen overtog togdriften i Nordjylland for et år siden, er passagertallet øget med 7 procent.

Fremgangen er sket på trods af startvanskeligheder og mangel på lokomotivførere.

På strækningen mellem Frederikshavn og Aalborg har der været en fremgang til knap 1,63 mio. togpassagerer sammenlignet med 1,52 mio. i samme periode året forinden - august 2017 til og med juni 2018. Det er en fremgang på 7 procent.

Tilsvarende er de tilbagelagte togkilometer og dermed antal afgange i regionen steget med 34 procent i perioden, hvor togkilometerne er øget til godt 1,7 mio. km sammenlignet med knap 1,27 mio. km året forinden.

- Da vi overtog togdriften i Nordjylland for cirka et år siden, stod vi over for en mangedobling af vores aktivitetsniveau, og den udfordring synes jeg, vi er kommet rigtig godt igennem, fortæller Peter Hvilshøj, administrerende direktør hos Nordjyske Jernbaner.

Tidligere var det DSB, der drev den regionale togtrafik, og selv om der har været fremgang det første år, så er der også udfordringer. Nordjyske Jernbaner har henover sommeren skåret ned på driften i forhold til de oprindelige ambitioner med køreplanen, fordi det ikke lykkedes at tiltrække tilstrækkeligt med uddannede lokomotivførere. Det skulle dog lysne, da 10 nye lokomotivførerelever starter hos selskabet 1. september

Annonceret indhold

Nyeste