10 steder du skal opleve
Nymølle Bæk: Følg med i ugeavisernes serie, hvor kommunens naturvejleder tager os med ud til de steder, vi simpelthen ikke kan undvære at se.
Vores kommune byder ind med så meget forskelligartet natur, at det kan være svært at lave en meget kort Bucket-List over steder man simplethen må se.
Men listen skal nu ikke være uforsøgt.
Derfor bad vi kommunens utrættelige naturvejleder Bo Storm om, at lave sin Bucket List over blot 10 steder.
Det har vi fået ham til - selv om han har haft svært ved at begrænse sig.
Det betyder til gengæld, at vi undervejs på rejse vil droppe de kendteste spots og prøve at finde nogle skjulte perler frem.
Følg med på rejsen - både her i avisen - men også gerne ude i marken. For det er der, naturen for alvor lever.
Vi giver ordet til Bo Storm:
Vi kommer med artiklerne her, rundt i hele kommunen. De mange naturområder ligger som perler på en snor, fra nord til syd og fra øst til nord, alt afhængig af hvor i kommunen du befinder dig.
I denne artikel, i rækken over steder du skal besøge, tager vi denne gang til Nymølle bæk, en smeltevandsdal fra istiden med Nymølle Bæk i bunden.
Det er et fantastisk område med bakker og dale, åbne enge og lyngbakker i den nordlige ende af Jyske Ås, blot fire kilometer syd for Østervrå.
Nymølle bæk området er fredet. Det blev det i 1930’erne, i lighed med mange andre steder i kommunen, og i Danmark.
Man var bange for at der skulle blive plantet skov overalt, da det blev meget almindeligt, og også for at undgå at området ikke ville blive bebygget eller anvendt til andre formål end natur.
Arealet ligger som det gjorde da det blev fredet i 1930’erne, dog er der i dag mere skov, som altid vil være en naturlig udvikling i Danmark, uanset hvor du befinder dig.
Der er fine vandrestier rundt i området, og du kan gå helt alene og virkelig få en fornemmelse af at være alene i verden.
I bunden løber Nymølle bæk, med noget af det reneste vand i hele kommunen.
Der er meget vand i bækken og det bruser og synger fra bækken, når du går på stierne langs bækken.
Om efteråret kan du være heldig at opleve havørrederne der gyder i det lave vand.
Vandstæren og bjergviptjerten komme her om vinteren.
De lever begge af vandinsekter de fanger ved vandet eller under vand, det kræver kun du går stille og roligt i området for at opleve dem.
Enkelte steder ved bækken finder du gamle granitbroer, kaldet kvadstensbroer.
De stammer fra 1600’tallet, og det er sikkert Ingeborg Skeel der fik dem lavet.
Ingeborg Skeel var en driftig adelskvinde, der boede på Voergaard Slot.
Der er mange dårlige historier om Ingeborg Skeel, men en af de gode historier er, at hun fik etableret fire glasværker her i området i 1600’tallet, hvoraf en ligger her ved gården Hytten.
Placeringen var god, da der her var masser af træ der kunne laves trækul af, og sandet kunne bruges til fremstillingen af glas. Glasproduktionen stoppede grundet for meget skovning og lovgivning, en lang historie om skovdrift i Danmark.
Bakken hvor glasværket har været, har været udgravet og der blev fundet mange glasstumper og endda blåt glas som var en sjældenhed i 1600’tallet.
I bakkerne om sommeren, kan du opleve forskellige orkidéer. Specielt bakkegøgelilje findes i større mængder.
Tidligere har der været mange arter, men da der ikke bliver græsset så meget af kreaturer, som tidligere, bliver der mere græs og orkideerne får ikke muligheder for at formere og etablere sig.
Orkideer er fredede og der findes 25.000 arter på verdensplan.
Du finder også et væld af forskellige svampe. Ikke så meget spisesvampe, men svampe, der er med til at nedbryde de træer der vælter eller knækker og ”bare” ligger i skovbunden.
Det giver et godt fundament for at disse svampe kan trives.
Du kender sikkert en af dem, og det er den sorte svamp der sidder som en hat på bøgetræerne.
Det er tøndersvamp. Den har faktisk flere navne - blandt andet ildporesvamp.
Det har den fordi den har været brugt siden oldtiden til at lave ild med.
Den blev høstet, tørret og delt, sådan at den nederste del blev kogt og tørret, og skåret i små skiver.
Når disse skiver er helt tørre, gløder de fantastisk og med et ildstål, lidt svamp, tørret birkebark og lidt hø, ja så har du nemt ild.
Fuglelivet generelt er fantastisk på alle tider af året. Om foråret er der et væld af fuglestemmer og om vinteren er du så heldig at du i mørket nemt kan høre natuglen som yngler i området.
Vintertid er nemlig tiden hvor uglerne begynder at yngle, derfor tuder de mere om vinteren. Ud over natuglen yngler skovhornuglen også i bakkerne.
Du finder 2 p-pladser ved Nymøllevej, og 1 p-plads ved Nymøllebæk. Den ene p-plads ligger over for gravhøjen Tværhøj.
Tværhøj har et sagn der fortæller om en rytter som fik et bæger besat med ædelstene, som han fik røvet fra elverpigerne, der ville lokke ham ind i højen til dans og sjov.
Han fik besindet sig og flygtede, undslap elverfolket ved at ride på tværs af plovfurene.
Elverpigerne får dog bægeret tilbage senere i historien
Der er tre stier i området, den røde, den grønne og den gule med hver sin længde.
De er alle kuperede, så du skal have godt fodtøj på.