Livet her

10 års jubilæum fejres med port- og hedvinsfestival i Sæby

04. september 2019 kl. 10:01

SÆBY: Nordjysk Vinimport i Sæby fejrer i år 10 års fødselsdag. Dette bliver fejret på behørig vis med en række initiativer i løbet af efteråret, med blandt andet gode tilbud på de mange portugisiske produkter, som firmaet har specialiseret sig i gennem de sidste 10 år.

Jubilæumsåret vil også blive fejret med igangsættelsen af en stor portvin- og hedvinsfestival, som er den første af slagsen i Nordjylland. Festivalen vil finde sted lørdag den 9. november 2019 i konferencelokalerne på Sæby Søbad, hvor der bliver mulighed for at smage på over 80 portvine og andre hedvine fra Portugal. Vinimportører og vinhandlere - fortrinsvist fra Nordjylland - vil præsentere gæsterne for både kendte og mindre kendte mærker. Udover de mange smagsprøver på port- og hedvine vil der også være smagsprøver oste- og slagtervarer fra Emilievejs Slagterforretning i Frederikshavn og smagsprøver fra Torvets Kaffe og Chokolade i Sæby. Der vil være to smagsrunder, den ene fra 13-15, hvor man på Sæby Søbad kan booke en frokostmenu før smagsrunden. Anden smagsrunde, som afvikles mellem 16 og 18 kan afsluttes med en aftenmenu, ligeledes tilbudt af Sæby Søbad, hvortil der bliver mulighed for at sammensætte portvine til de forskellige retter.

På festivaldagen vil der være rig mulighed for at købe port- og hedvine med hjem til særlige festivalpriser.

Og der er ingen tvivl om, at Jørgen Hyttel, som ejer af Nordjysk Vinimport sammen med fru Birgit, brænder for emnet, når man møder ham i hjemmet på Drejervej. - Vi har længe gået med disse tanker, ikke mindst fordi vi selv deltager på de fleste portvinsfestivaler rundt om i Danmark, hvortil der er meget stor søgning. Desuden mangler vi et sådant initiativ i Nordjylland, da især portvin har vundet stort fodfæste på det danske marked, hvor Danmark i 2018 var det 7. største importmarked (i Euro) for portvin generelt, fortæller Jørgen Hyttel fra Nordjysk Vinimport.

- Så bestemt en vin, der vinder ind. Og skulle man have fået lyst til at smage eller købe de portugisiske drikke, så sælger vi også hjemme fra privaten, hvor Nordjysk Vinimport har til huse, slutter Jørgen Hyttel af.

Er interessen vakt for at ville deltage i port- og hedvinsfestivalen, kan billetter kan købes på https://nordjysk-vinimport.dk og har man yderligere spørgsmål, så svarer Jørgen Hyttel gerne og kan kontaktes på tlf. 61 28 30 79.

Annonceret indhold

Nyeste