Billede beskrivelse

Lise er den nye leder: - Der er desværre mange børn, der står uden for fællesskabet

11. juli 2023 kl. 10.30
Opdateret 12. juli 2023 kl. 16.57

FREDERIKSHAVN: I Danmark vokser 109.000 børn op med forældre, der har alkoholproblemer. Det viser de seneste tal fra Sundhedsstyrelsen.

Det er nogle af de børn, som Lise Nepper Larsen vil komme til at møde i sit nye arbejde som leder af Barnets Blå Hus i Frederikshavn, der drives af Blå Kors.

Der er tale om et gratis behandlingstilbud til børn i alderen 0-13 år, der vokser op i familier med alkohol- eller stofmisbrug.

- Jeg har altid haft et brændende ønske om at arbejde med børn og trivsel i løbet af mit arbejdsliv, så jeg glæder mig rigtig meget til at starte i Barnets Blå Hus, siger Lise Nepper Larsen.

Udover Barnets Blå Hus i Frederikshavn får Lise Nepper Larsen også ansvaret for Barnets Blå Hus' satellitafdeling på Læsø.

Stor erfaring med omsorg og trivsel

Lise Nepper Larsen kommer fra en stilling som leder af udviklingsafdelingen i Center for Sundhed og Pleje i Frederikshavn Kommune. 

Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og har sammenlagt arbejdet i kommunen 25 år inden for blandt andet hjemmeplejen, plejecentre og rehabilitering.

Hun har en diplomuddannelse i ledelse og har flere års ledelseserfaring med i bagagen, som hun kan drage nytte af i sit nye arbejde som leder af Barnets Blå Hus.

- Nu har jeg arbejdet mange år inden for det kommunale felt, så det vil jeg selvfølgelig kunne bruge i mit arbejde, fortæller Lise Nepper Larsen.

Den nødvendige hjælp

Hun vil blandt andet arbejde for at udbrede kendskabet til Barnets Blå Hus som behandlingstilbud, så endnu flere børn og familier kan få den nødvendige hjælp og støtte gennem terapiforløb, sparring og sociale aktiviteter med andre i lignende situationer.

- Der er desværre mange børn, der står uden for fællesskabet. Blandt andet de børn, der vokser op i en familie med misbrug. Vi skal både hjælpe dem her og nu med de udfordringer, de har med sig, og hjælpe dem med at søge fællesskaber i lokalområdet efterfølgende, siger Lise Nepper Larsen.

Barnets Blå Hus er som nævnt et gratis tilbud, og man kommer der fast hver uge. Børn og familier kan komme anonymt og uden visitation fra kommunen.

Der er både lønnede og frivillige medarbejdere.

Lise Nepper Larsen bor til daglig i Frederikshavn sammen med sin familie.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste