Billede beskrivelse

Spritstive frederikshavnere kidnappede halvanden meter høj Gjøl-trold

Fredag aften forsvandt trolden fra sin plads foran Gjøl Kro og tog på weekendtur med en flok feststemte unge mennesker

21. februar 2022 kl. 15.48
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10.17

GJØL: Den har helt sikkert været noget tungere at danse med end den gængse Gjøl-trold. Det tog dog ikke modet fra en flok feststemte unge mennesker fra Frederikshavn, der fredag aften havde lagt vejen forbi Gjøl Kro, hvor menuen stod på kæmpeburgere og rigeligt med våde varer.

På vej hjem blev fristelsen for stor, da gruppen gik forbi den halvanden meter høje trold, der har haft fast plads uden for kroen de sidste godt fem år.

Med én passager mere ombord end da den kom, satte minibussen kursen mod Frederikshavn. Forbrydelsen blev først opdaget dagen efter.

- Det var mine børnebørn, der opdagede, at trolden var væk lørdag, da vi skulle ind på kroen for at spise. Jeg havde faktisk ikke selv lagt mærke til det. Inde på kroen sagde kromutter "jamen, den var her da i går", men hun havde heller ikke set, at den var forsvundet, fortæller Søren Petersen, der siden 2016 har lånt trolden af producenten "By Sommer". Siden da har den haft plads foran kroen.

- Vi blev da noget bekymrede, da vi opdagede, at den var væk. For den hører jo til her i byen, konstaterer Søren Petersen, der om nogen har styr på sine Gjøl-trolde.

Mens han har en fortid som mangeårig medarbejder på troldefabrikken på Gjøl, er han nu aktiv på Troldemuseet, hvor han blandt andet står for at vurdere alverdens Gjøl-trolde.

Han mener, at den store sølvtrold vil kunne indbringe omkring 5.000 kroner.

- Men den er svær at sælge, for der er ikke lavet mange af den slags, og hvis man blev tilbudt sådan en, vil man formentlig først kontakte mig eller Troldemuseet for at få den vurderet. Så ville man selvfølgelig få beskeden, at man nok skulle lade være med at købe den, fortæller Søren Petersen.

Tilbage på plads

Mens trolden er svært omsættelig på det sorte marked, gjorde det heller ikke kidnappernes situation bedre, at indehaver af Gjøl Kro, Peter Kjeldgaard, kunne se kidnapningen på kroens overvågningssystem.

Derfor fik han også søndag svar på sin facebook-efterlysning fra de brødebetyngede troldenappere, der nu har leveret trolden tilbage.

Billede beskrivelse

- Det var nogle gutter fra Frederikshavn, som havde været spritstive og i situationen syntes, at det var sjovt at tage trolden med. Chaufføren var forhåbentlig ikke fuld, så han kunne måske godt have sagt til, men vi fik heldigvis en sjov besked søndag og en forklaring på, hvad der var sket. Vi er rigtig glade for, at den nu er tilbage, siger Peter Kjeldgaard, der ikke fornemmer, at trolden har lidt overlast på turen.

- Det kan jo være godt nok at komme ud og se lidt nyt engang imellem. Og det lyder til, at han har været med på en rigtig hyggetur, griner kroejeren.

Ingen GPS

Selvom den forsvundne trold nåede at give et par nervøse trækninger, har Søren Petersen ikke tænkt sig at gå drastisk til værks for at forhindre endnu et forsvindingsnummer.

- Der er kommet mange kommentarer på sagen på Facebook, hvor der også er nogle fra Las Vegas, som har foreslået, at vi burde chippe trolden, så vi altid ved, hvor den er. Det har vi nu ingen planer om. Den skal heller ikke lænkes fast eller noget i den stil. Måske får vi ridset et navn ind i den, så ingen er i tvivl om, hvor den hører til, siger han.

Se også
Fra monsterburger til gourmet: Gjøl Kro hæver ambitionerne
Se også
Ikonisk værtshus genopstår - og bare rolig: Det er stadig brunt
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste