Her er 3. halvleg vigtigst: 160 veteraner var til fodboldcup
FREDERIKSHAVN: Fredag var FfI vært for den årlige Young Boys Cup, som er en turnering for fodboldspillere over 65 år.
Og selv ikke den silende regn, kunne trække det gode humør ud af de cirka 160 deltagere.
I år var der i alt 12 deltagende hold fra Aalborg KFUM, Aalborg Freja, AaB, Storvorde-Sejlflod, Herning Fremad, B1909/Odense, Horsens FS, Vejle samt 2 hold fra Aalborg Chang og to hold fra Ffi.
Der afvikles en lille turnering hvor de to mest vindende hold mødes i finalen. I år var det Horsens FS der vandt over B1909/Odense efter forlænget spilletid.
Fodbolden er selvfølgelig vigtig, men 3. halvleg er mindst lige så vigtig. Her rykker man indenfor i klubhuset til ægte herrefrokost, social hygge og gamle røverhistorier – og med underholdning og foredrag.
Tidligere sportsdirektør i AaB Lynge Jacobsen fortalte om sit liv med fodbold – både som aktiv spiller, men også som direktør i AaB. Den musikalske underholdning stod The FfI Youngboys Boyband for.
Bandet består af fire Ffi spillere som tilbage i 60’erne var aktive i forskellige ”pigtråds-orkestre” i byen. Bandmedlemmerne er Erik Amping, Kristian Brogaard, Sørens Schmidt-Olesen samt Flemming ”Netzer” Pedersen.
En af de faste og ældste deltagere i turneringen er 88-årige Jørgen ”pilot” Nielsen fra Aalborg Chang, som stadig er aktiv med fodbold to gange om ugen, suppleret med golf.
Jørgen brillerede med en enkelt scoring. Det hjalp dog ikke meget, da Chang-holdet tabte alle sine kampe, men det kunne ikke ødelægge det gode humør.
- Det er et fantastisk arrangement Ffi afholder hvert år. Der er en utrolig god stemning og det er godt organiseret, så det vil vi blive ved med at komme til. Skal jeg beklage mig over noget, er det vejret heroppe i Frederikshavn. Sidste år spillede vi i snevejr og i år er der regnvejr – men solen kom frem og det har været en herlig dag”, fortæller Jørgen ”pilot” med glimt i øjet.
Det er Pauli Jørgensen, der står for arrangementet og han melder at alt forløb i fineste ro og orden.