Frederikshavn Havn har mistet 67 millioner kroner i omsætning. 
Livet her

Havn er presset - har mistet 67 millioner kroner i omsætning

Frederikshavn Havn har haft udfordringer med tab af færgeindtægter og forsinkelse af anlægsprojekter

09. september 2022 kl. 15:58

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Havn har siden 2020 mistet 67 millioner kroner i omsætning og dermed likviditet.  

Det fremgår af en ansøgning til Indenrigs- og Boligministeriet, som handler om, at havnen gerne vil udnytte en låneadgang på 52 millioner kroner. 

Årsagen til de økonomiske udfordringer skal findes dels i tab af færgeindtægter og dels i forsinkelse af diverse anlægsprojekter. 

Frederikshavn Havn er en af Danmarks vigtigste færgehavne med faste forbindelser til Norge og Sverige. Men i perioden med Covid-19 har færgeforbindelserne i lange perioder været lukkede, eller også har færgerne sejlet med betydeligt reduceret belægning. 

Desuden har Frederikshavn Havn ikke -som andre danske havne - været begunstiget af en øget godsmængde. 

Forsinkelser på anlæg

Som nævnt har havnen også haft tab på grund af forsinkelser af anlægsprojekter. 

Det gælder færdiggørelsen af en bunkerterminal (brændstof til skibe, red.), som egentlig skulle have været færdig i 2020. Frederikshavn Havn håber dog på, at terminalen vil stå færdig senere i år.

Desuden har færdiggørelsen af recycling faciliteter, som handler om ophugning af udtjente olieinstallationer, været forsinket i et år.  

"Herudover har Frederikshavn Havns likviditet yderligere været påvirket af, at man i perioden fra 2018 til 2021 har afdraget 165 millioner kroner i gæld, da man i forbindelse med gunstige renteforhold valgte at omlægge nogle af de igangværende byggekreditter til fastforrentede lån med afdrag. Ved omlæggelsen af lånene var Frederikshavn Havn ikke klar over de forskellige forsinkelser, ligesom man heller ikke kunne forudse perioden med covid-19", lyder det i ansøgningen fra Frederikshavn Havn.  

Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune bliver orienteret om sagen på mødet på onsdag.  

Annonceret indhold

Nyeste