Billede beskrivelse

Handelsskole inviterer virksomheder til at møde fremtidens arbejdskraft

15. december 2023 kl. 16.15

Den 17. januar afholder Frederikshavn Handelsskole Erhvervsdag for omkring 160 afsluttende elever på HHX og EUD/EUX Business. Her har lokale virksomheder mulighed for at deltage med en stand og vise de spændende karrieremuligheder lokalt.

Det fortæller Frederikshavn Handelsskole. 

På Erhvervsdagen har lokale virksomheder mulighed for at deltage med en stand og møde Frederikshavn Handelsskoles afsluttende elever på handelsgymnasiet HHX og på erhvervsuddannelserne EUD og EUX Business, der sigter mod en karriere inden for detail, handel eller kontor. Med en stand kan man som lokal virksomhed være med til at inspirere eleverne til fremtidens karriereveje lokalt- og måske møde en kommende elev og medarbejder.

Billede beskrivelse

- Vi har flere aktiviteter, der klæder vores elever på til at tage en videregående uddannelse. Men vi sætter også fokus på de mange karrieremuligheder, der er i vores lokale erhvervsliv direkte fra handelsskolen. Ligesom på erhvervsuddannelserne har vores HHX-elever faktisk også mulighed for at gå elevvejen lige efter deres ungdomsuddannelse, f.eks. inden for kontor, finansverdenen som bank eller revision, shipping, detail, ejendomshandel med videre, fortæller Brian Andersson, direktør for Frederikshavn Handelsskole.

Omkring 160 elever deltager i Erhvervsdagen, hvor de gennem oplæg fra lokale virksomheder vil få indblik i forskellige brancher. Derudover er der en messedel midt på dagen, hvor eleverne har mulighed for at møde lokale virksomheder, der får mulighed for at fortælle om sin virksomhed og jobmuligheder. Det giver eleverne ny viden og perspektiv og er en god mulighed for de lokale virksomheder til at møde fremtidens arbejdskraft.

- Vi har et tæt og godt samarbejde med det lokale erhvervsliv. Både i inddragelse i undervisningen og til arrangementer som dette. Vi har derfor god tilslutning af lokale virksomheder, men håber at se endnu flere, siger Brian Andersson.

Der er allerede 17 virksomheder tilmeldt. Er man interesseret I at deltage, kan man kontakte Pernille Abildgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste