Store skader på villa ved ildebrand - vej blev spærret

Da brandfolkene ankom, begyndte flammerne at stå ud ad vinduerne

14. marts 2021 kl. 08.46
Opdateret kl. 12.43

Opdateret søndag middag

BRØNDEN: Brandfolk fra Nordjyllands Beredskab hastede søndag morgen til Brønden vest for Dybvad i Vendsyssel.

På Skævevej var der opstået ildebrand i en villa.

- Da vi ankom, begyndte det at brænde ud ad vinduerne, fortæller indsatsleder Jesper Ludvigsen.

Der blev derfor tilkaldt ekstra hjælp fra endnu en sprøjte og tankbil.

Meldingen om ildebrand kom klokken 6.43, og ved 8.30-tiden kunne Jesper Ludvigsen fortælle, at branden var under kontrol.

- Vi skal lige skille taget ad for at komme ind til de sidste lommer. Der var også nogle iltflasker i huset, som vi skulle have styr på, da vi ankom. Men nu er vi i gang med efterslukningen, lød det fra indsatslederen.

Kort før middag kunne alle brandfolk atter forlade stedet.

Stueetagen i huset er stort set udbrændt. Beboeren - en 52-årig kvinde - slog selv alarm. Hun blev efterfølgende kørt på skadestuen til tjek for røgforgiftning.

Skævevej blev spærret ved brandstedet under slukningsarbejdet, oplyser Nordjyllands Politi. Der blev atter åbnet for trafik ved 9.30-tiden.

Brandårsagen er endnu ukendt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste