Billede beskrivelse

Opfind din frederikshavnerkage

VELBEKOMME: Ny bagedyst for amatørter skal finde Frederikshavns kageidentitet

25. februar 2022 kl. 07.15

FREDERIKSHAVN: Brovst har sin drømmekage, Skagen har sine horn og lapper og Berlin sine pfannkuchen - men Frederikshavn derimod har ikke et bud på en særlig lokal kage, båret af områdets bagekunst.

Det skal der gøres noget ved.

Det mener i hvert fald Museet Sognefogedgården, som nu kalder til dyst for amatørbagere med det klare mål at opfinde eller genopfinde “Frederikshavnerkagen” eller bare...”kagen fra Frederikshavn”

Og vil du være med til at skrive historie, så fremtiden kan tale om ”hvem var det nu der skabte ”frederikshavnerkagen” så meld dig straks som deltager i konkurrencen.

Sidste år holdt Museet Sognefogedgården for første gang en bagedyst, hvor et dommerpanel skulle finde den bedste kage efter en gammel opskrift.

- Vi havde 16 kager med i konkurrencen, og borgmesteren og det øvrige dommerpanel kunne næsten trille herfra, fortæller formanden for Sognefogedgårdens Venner, Anette Jørgensen.

- Nu gælder det så Frederikshavnerkagen og vi ved, at der er flere som er gået i træning, og vi opfordrer flere til at melde sig, siger Anette Jørgensen.

Man behøver ikke at være frederikshavner for at deltage,. Det vigtigste er at kagen får navnet, og at andre må bruge opskriften bagefter.

Kagerne bliver 19. juni bedømt af et dommerpanel bestående af 5 dommere. Dommerstemmerne vægter halvdelen. Den anden halvdel står de gæster, som kommer forbi og smager for.

Så der er god grund til at gå i træningslejr, så vi kan få en række imponerende bud på Frederikshavner-snirkler, Frederikshavnersnegle - eller måske mere jern- og metalinspirerede navne, som møtrikker, svejseklatter eller noget helt tredje.

Værsgo at hoppe ombord i projektet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste