Kampvogn var forsvundet i årevis - pludselig dukkede den op i Nordjylland

Der måtte et retsopgør til, før den sjældne tankdræber onsdag middag kunne slæbes væk

03. februar 2022 kl. 05.53
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14.29

BRØNDEN: Hele 22 år skulle der gå, før Forsvaret onsdag fik en forsvundet kampvogn fra 2. Verdenskrig retur.

Det lyder umiddelbart aldeles underligt - og det er det egenligt også. For sagen er, at kampvognen med nummeret H+B 9 burde stå i Oksbøl. Det har den bare ikke gjort de sidste 22 år. Den har i hvert fald i de sidste fire år tilbragt tiden på Flauenskjoldvej 6 i Brønden.

Her bor Claus Hassing, som til daglig arbejder på Grønland for en tysk virksomhed - men siden han var en lille dreng har haft terrængående køretøjer som sin store hobby.

Sagen begynder som skrevet i 2000, hvor kampvognen ifølge Forsvaret forsvinder fra det militære øvelsesområde i Oksbøl.

Billede beskrivelse

Det fortæller Jens Jensen, der er konsulent ved Forsvaret.

Allieret krigsmateriel

Kampvognen er en såkaldt M10 Achilles IIC Panserjæger og er et vaskeægte allieret krigskøretøj, der blev udviklet til at smadre tyske tanks under 2. Verdenskrig. Kampvognen har amerikanske rødder, en kraftig britisk kanon - og midt i 1950'erne blev panserjageren en del af det danske forsvar sammen med små 50 andre af samme slags.

- Den blev oprindeligt taget ud af tjeneste i 1982, og blev efterfølgende brugt i Oksbøl til at bjærge og træne. Men så forsvandt fra Oksbøl i 2000, fortæller Jens Jensen.

Et stykke hen ad vejen stillede Forsvaret sig tilfreds med, at kampvognen var væk. Den slags materiel bliver nemlig ind imellem lånt ud - og med tiden gik kampvognen i glemmebogen.

- Men pludselig dukkede den op i 2017 på adressen i Nordjylland, oplyser Jens Jensen.

Og så brød krigen mellem Forsvaret og Claus Hassing ud.

- Han har kort fortalt fået den uretmæssigt, for man kan ikke bare give en kampvogn væk, konstaterer Jens Jensen.

Billede beskrivelse

Claus Hassing er lodret uenig i, at han kom uretmæssigt til kampvognen. Tværtimod er det hans påstand, at den blev hans i en byttehandel i 2000, hvor han til gengæld for en sekshjulstrukket veteranlastbil fik den 29 ton tunge kampvogn, der blev udleveret fra kasernen i Nr. Uttrup.

- Jeg har endda officielle udleveringspapirer og det hele. Og da vognmanden kom for at hente den, stod den ude i øvelsesterrænet ved Nr. Uttrup, og Forsvaret slæbte den selv ud med en af deres store moderne tanks, forklarer Claus Hassing.

Mens han har troet, at han var den retmæssige ejer af panserjægeren, har den både stået hos en entreprenør ved Nørresundby helt ud til motorvejen samt hos Orlas Produkthandel i Bjerringbro, før den blev kørt op til hans hjem i Brønden.

Retsopgør om ejerskabet

Claus Hassing blev derfor mildt sagt overrasket, da han i 2018 - 18 år efter byttehandlen - modtog en mail fra Forsvarets Materieltjeneste, som krævede hans kampvogn leveret tilbage.

- Og uden nogen form for kompensation, konstaterer Claus Hassing, som oplyser, at en tilsvarende kampvogn i sommeren 2021 blev solgt på en auktion i Frankrig for 150.000 euro.

- Der er jo en grund til, at jeg ikke bare ville levere den tilbage frivilligt, siger Claus Hassing.

Derfor havnede opgøret om det retmæssige ejerskab til veterankampvognen i retten. I første omgang i fogedretten i Hjørring, der afviste sagen. Siden fastslog byretten i Hjørring, at kampvognen tilhører Forsvaret. Claus Hassing kærede afgørelsen til landsretten, som i december 2021 stadfæstede byrettens afgørelse.

Blandt andet fordi Forsvaret henviste til, at den gennem 18 år forsvundne kampvogn er et krigsvåben.

- Forsvaret fremførte desuden, at man ikke har nogle faste rutiner for, hvornår man tæller den slags op. Det er da betryggende at vide, at kongeriget Danmark kan mangle et 29 ton tungt krigsvåben i 18 år uden at opdage det, funderer Claus Hassing.

Billede beskrivelse

Onsdag middag hentede Forsvaret så - assisteret af Nordjyllands Politi - sin gamle kampvogn, som ifølge Jens Jensen skal videre til Nymindegab, hvor den bliver forenet med tre andre af samme slags. Her skal den bidrage med reservedele ved det forsvarsmuseum, der påbegyndes i 2025.

- Sig bare, det er barnligt

Claus Hassing sidder nu i Nuuk og erkender tabet af den Panserjager M10, han efter planen skulle have brugt sit otium på at bringe tilbage til ære og værdighed.

- I forhold til den har jeg resigneret, fastslår han.

Claus Hassing har dog ikke opgivet ønsket om at eje sin helt egen kampvogn. Også selv om han har fået at vide, at det må man ikke i Danmark.

- Det er noget vrøvl, så på et eller andet tidspunkt skal jeg nok få fat i en stor moderne russisk tank og køre den som motorkøretøj i Danmark. Du kan godt sige, at det er barnligt, men det er bare for at sige, at fordi man er stor, ved man ikke alt. Og der er intet i den danske lovgivning, som forhindrer, at man har et pansret køretøj, fastslår Claus Hassing.

Som sagt indgik næsten 50 M10 Achilles IIC Panserjæger-kampvogne som en del af det danske forsvar frem til ca. 1980. Det er uvist, hvad deres skæbne er blevet.

Dog ved vi nu, at den med nummer H+B 9 ikke længere står i Brønden.

En anden står i Gilleleje - hos Gilleleje-gruppen, som er en forening af mennesker i Nordsjælland med stor passion og fascination 2. Verdenskrig og tiden omkring den tyske besættelse af Danmark.

Udlånt af Forsvaret.

Har du oplysninger i sagen, kan du skrive til journalist Susie Skov på sus@dnmh.dk og/eller Ole Fink Mejlgaard på ofm@dnmh.dk

Se også
I Kevins kælder hænger der trøjer for tusinder af kroner: Kom med ind - og se juvelerne i samlingen
Se også
Mamma Doc var fem gange i Afghanistan: Den undertrykte polske pige blev den sejeste fighter
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste