Frederikshavn henter ny familiechef fra Brønderslev Kommune
Ny familiechef kommer med ledererfaring på børneområdet
39-årige Michael Høyer Johansen er ny chef for Center for Familie i Frederikshavn Kommune. Han tiltræder 1. december.
Det oplyser Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.
- Michael Høyer Johansen kommer fra en stilling som områdeleder på dagtilbudsområdet i Brønderslev Kommune, skriver de.
Den ny familiechef ser sin erfaring med de 0-6-årige som en stor styrke i sit nye job.
- Jeg glæder mig til at hjælpe familier med at være en familie - og til at gøre en forskel for børn og unge i Frederikshavn Kommune. Jeg håber, at jeg med min erfaring kan bidrage til at finde nye steder, hvor vi kan sætte ind med tidlig opsporing og indsats, oplyser Michael Høyer Johansen i pressemeddelelsen.
Blandt familiechefens første opgaver er implementeringen af Barnets Lov, som træder i kraft 1. januar 2024.
Den nye centerchef skal også implementere en ny organisering af børne-, unge- og familieområdet.
Michael Høyer Johansen har en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi. Han er gift og har tre børn.