Seneste nyt
Billede beskrivelse

Firma fik fremgang: De kalder det "Lærke-effekten"

Akademiker har bidraget til næsten at fordoble omsætning

11. november 2023 kl. 11.38
Opdateret kl. 15.32

En akademiker - en historiker med erfaring fra museumsverdenen - hvad skal hun i en elektrikervirksomhed?

En virksomhed, hvor det blandt andet handler om varmepumper og solceller.

Men netop ansættelsen af historikeren Lærke Kristensen viste sig at blive en succes for virksomheden Elektrikeren i Strandby. Så stor en succes, at den nordjyske virksomhed nu er blevet hædret med Akademikerprisen 2023.

Det oplyser Akademikernes A-kasse i en pressemeddelelse.

Effektiv markedsføring 

"Med ansættelsen af Lærke Kristensen som kommunikations- og marketingansvarlig har firmaet fået hjælp til at hæve niveauet af markedsføringen af deres helt store passion, grøn energi. Med sin kandidatgrad i historie i bagagen har Lærke Kristensen på kort tid omsat komplekse emner til effektiv markedsføring", skriver A-kassen, der har uddelt prisen.

Og det er mere end bare fine ord.

Omsætning næsten fordoblet

For arbejdet med kommunikation og markedsføring, koblet med Lærke Kristensens indsats med digitalisering og effektivisering, kan ses på firmaets bundlinje. 

Hun har bidraget til, at firmaet har øget omsætningen fra 14 til 26 millioner kroner på kun ét år, ifølge A-kassen.

En fremgang, som Elektrikeren i Strandby kalder ”Lærke-effekten”.

Billede beskrivelse

- Den rigtige beslutning

- At vinde Akademikerprisen betyder, at vi får mere selvtillid i firmaet. Det viser med al tydelighed, at vi har taget den rigtige beslutning. Samtidig håber vi, at vi kan inspirere andre håndværksfirmaer til at ansætte en akademiker, for det bliver mere og mere komplekst ude i firmaerne, siger direktør Tom Jensen fra Strandby-firmaet.

Inspiration til andre

Også Lærke Kristensen glæder sig over hæderen:

- Det betyder utrolig meget at modtage prisen, fordi vi måske også kan være med til at inspirere andre virksomheder til at ansætte akademikere. Jeg håber også, at det kan inspirere akademikere som mig til at forsøge at kaste sig ud i noget nyt og finde ud af, at vores kompetencer faktisk kan bruges til meget mere end i de konventionelle job, som vi kender til, udtaler hun i pressemeddelelsen.

 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste