Vil gøre alle endnu mere sunde og aktive
SÆBY: Hvis de snigende ekstra kilo har slået til i julen, står hjælpen klar i det nye år.
Juletiden er indbegrebet af hygge i familiens skød med julemad og søde sager. Fri fra arbejde og motion, da foreningsaktiviteterne er på vågeblus.
Os med rygrad som en regnorm kender situationen efter julen og nytårets glæder, hvor livremmen skal et hul eller to længere ud og kondien er i bund.
Heldigvis er der nogle der tænker på folkesundheden og har arrangeret en kampagne med fokus på kost og motion.
Sæby Svømmebad inviterer alle til at hoppe på vægten den 5. januar.
Her bliver deltagerne målt og vejet, fedtprocenten bliver registreret og Sæby Apotek måler deltagernes blodtryk. Herefter ved alle, hvor de står når de følgende otte ugers sundhedsprogram rulles ud.
I spidsen for arrangementet står personlig træner Joan Burmeister, der til årets vægt og sundhedskampagne virkelig har fået sammensat et program der fortjener at få alle op ad sofaen.
- Kom med og kickstart det nye år med fokus på sundhed og få et boost af energi i din hverdag, opfordrer Joan.
Man kan deltage som individuel eller på et hold bestående af op til 4 personer. Personprisen er fastsat til 299 kroner som dækker fri adgang til Sæby Svømmebad og wellness afdeling og motionsrum. Vejledning af personlig træner i periodens otte mandage og tirsdage. Banesvømning i 25-meter bassinet, fri adgang til alle 12 ”drop in hold” samt praktiske informationer omkring forløbet og inspiration til kost og træning på en lukket Facebook gruppe.
Herudover venter der alle de sundhedshungrende et væld af gode rabatter i de fleste af byens forretninger, spisesteder og fitnesscentre.
Som prikken over i-et er der præmier til såvel den individuelle deltager som vinderholdet på henholdsvis 1500 og 3000 kroner, sponseret af Spar Nord.
Ved sidste års Sæby på vægten var deltagerantallet på 120 personer. I år har Joan Burmeister gjort en ekstra indsats ved personligt fremmøde og aflevere en fysisk invitation til 200 firmaer og butikker.
I år vil hun ligeledes forsøge at skabe større mediedækning af hele forløbet, helt frem til den 8. marts hvor udvejningen finder sted og præmierne kan overrækkes til de der har gjort det bedst.