Vi fandt det perfekte mix” – Skagen Festival præsenterer årets line-up
SKAGEN: Skagen Festival 2025 har offentliggjort et alsidigt musikprogram, og billetter vil snart kunne købes på deres hjemmeside.
Festivalgæster kan se frem til et væld af nye kunstnere fra både ind- og udland, genhør med populære navne og en overflod af folkemusik i absolut topklasse, skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Blandt de danske navne er Poul Krebs, Sko/Torp, Rikke Thomsen med band fra Sønderjylland og de vestjyske legender Tørfisk. Christoffer "Kejser" Larsen Band genopstår specielt til lejligheden, og publikum kan glæde sig til et genhør med Karl Kristian og de Store Drenge.
Internationale stjerner
Fra Skotland kommer de anerkendte bands Skipinnish og Wolfstone, og JP and the Seeger Session Band fra Holland vender også tilbage. Lørdag aften bliver Havnescenen fyldt med fest og sømandssange, når de danske Sømændene går på scenen.
Allan Taylor leder endnu en gang den populære ”Songwriters Circle”, mens irske Drops of Green får selskab af irske dansere. The Quiggs og Roaring Maggie er også på plakaten. Sidste års modtager af Den Danske Folkemusikpris, Mads Toghøj, vil spille med sit band, og der bliver også gensyn med Folk Friends, Tradish og Flekkefjord Sangforening fra Norge – for blot at nævne nogle få.
En stærk musikalsk vision
Anders Mikkelsen, leder af Skagen Festivals musikudvalg, udtrykker stor tilfredshed med årets program:
- Vi begyndte med omkring 550 navne og har brugt efteråret på at finde det helt rigtige mix. Målet har været at sammensætte et program, der både er tro mod festivalens musikalske DNA og samtidig præsenterer vores gæster for spændende nye og kendte kunstnere fra Danmark, Norden og Europa.
Sponsorpakker og lokal opbakning
Skagen Festival værdsætter den store støtte fra det lokale erhvervsliv og har nu udsendt materiale om sponsorpakker for 2025.
Jesper Hegaard, formand for festivalen, understreger betydningen af samarbejdet:
- Skagen Festival er en unik kulturel begivenhed med over 50 års historie. Den er en stærk brandingplatform for byen, samtidig med at den bidrager til den lokale økonomi. Vi er dog afhængige af opbakning både økonomisk og i form af frivillige kræfter.
Festivalen opfordrer både nye og gamle sponsorer til at støtte arrangementet og minder om muligheden for at købe støttearmbånd eller melde sig som frivillig. Hjælp er nødvendig både før, under og efter festivalen til både praktiske og administrative opgaver.