Billede beskrivelse

Tæt på udsolgt: Festival sørger for ekstra saunaer og vildmarkskar til de mange gæster

16. januar 2026 kl. 06.02

SKAGEN: Vinterbaderfestivalen i landets nordligste by slår igen sine egne rekorder og har nu, en uges tid før festivalen løber af stablen, solgt 320 billetter mod i alt knap 300 sidste år.

Styregruppen bag regner med at komme op på i alt 350 gæster til festivalen i næste weekend - og dermed melde udsolgt.

- Festivalen er vokset, og vi har derfor øget vores kapacitet og har sørget for flere saunaer og vildmarkskar til pladsen på First Camp Grenen Strand, fortæller Anne-Mie Kopernikus S. Rasmussen fra Toppen af Danmark og vinterbaderfestivalens styregruppe om festivalen, der også har iskar, yoga, opvarmning og koncert på programmet.

Prøv det af med endagsarmbånd

Selvom festivalen er næsten udsolgt, er det stadig muligt at købe armbånd til festivalen, som, igen i år, ikke kun har weekend-armbånd men også endagsarmbånd til torsdag, lørdag og søndag.

- Det giver rigtig god mulighed for, at skawboere og andre, som gerne lige vil prøve vinterbadning af, kan gøre det under ordnede og sikre forhold med dykkere i vandet til at sørge for ens sikkerhed, når man bader, fortæller Anne-Mie.

Billede beskrivelse

Der er altså mulighed for en sikker debut, når man bader ved festivalens område, hvor der på udvalgte tidspunkter i løbet af festivalen er dykkere i vandet, som sørger for de badendes sikkerhed.

- Og så kan man som endagsgæst også benytte saunaerne og vildmarkskarrene, så jeg synes virkelig, man får noget for pengene, lyder det.

Og i år får man faktisk, som vinterbadergæst i festivalen, endnu mere for pengene, end man plejer.

Bus og saunagus er nyt på festivalen

Festivalen har nemlig fået midler fra Destination Nord og Frederikshavns Kommune, hvilket gør, at der er nyheder på programmet i år; blandt andet en shuttlebus mellem festivalens hoteller og festivalpladsen ved campingpladsen First Camp. 

Derudover går tilskuddet også til en grill med pølser på festivalpladsen, en ekstra sauna og saunagus, hvilket er helt nyt på årets festival.

- Fordi vi har fået det tilskud, har vi mulighed for at afprøve nogle ting gratis, så at sige, og så kan vi vurdere på, om det skal blive permanente tilbud fremover, fortæller Pia Karlsen fra Skagen Harbour Hotel og styregruppen, som, ligesom resten af styregruppen, er overbevist om, at festivalen har en stor betydning for byen.

Usynlig effekt på byen

Selvom det kan være svært at se afkastet af festivalen på byen og dens erhvervsdrivende, er styregruppen nu alligevel sikker på, at 350-festivalgæster, plus deres eventuelle rejsepartnere og familier, har værdi for byen.

- Nogle har spurgt os, hvorfor vi ikke lægger festivalen i starten af februar i stedet for i slutningen af januar, hvor så mange forretningsdrivende holder lukket, men det er jo præcis derfor, at festivalen skal ligge i januar. Så behøver vi ikke at holde lukket, siger Didde Winter fra Harbour Hotel og styregruppen og understreger sammen med resten af styregruppen, at det handler om at få folks øjne op for, at Skagen også kan noget om vinteren.

- Der er en helt anden ro og mulighed for fordybelse i januar måned i Skagen, som Anne-Mie Kopernikus S. Rasmussen siger.

Billede beskrivelse

Skagen Vinterbaderfestival afholdes på First Camp, Grenen Strand. 

Udover aktiviteterne på stranden og festivalpladsen, har deltagerne mulighed for forskellige oplevelser i byen, blandt andet skipperlabskovs på plænen ved Anchers Hus, fire forskellige guidede ture, besøg på Skagen Salomon, yoga på Kappelborg, livemusik flere steder; heriblandt koncerter med henholdsvis Søren Huss på kulturhus Kappelborg og Mads Toghøj på Vise Værtshuset.

Skagen Vinterbaderfestival afholdes fra den 22. til 25. januar 2026. Hele festivalens program kan ses på: toppenafdanmark.dk/vinterbaderfestival/.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste