Syvsten er klar til Januarfest
SYVSTEN: Først var det Bamses Venner, senere kom Stigs Venner til og fyldte Syvstenhallen med danseglade gæster den sidste lørdag i januar.
Til næste Januarfest bliver det MD-Duo og DJ James der skal løfte arven efter de legendariske navne, når de går på scenen til det traditionsrige party, lørdag den 31. januar 2026.
De vil tilsammen levere den perfekte kombination af live-musik, energi og feststemning.
-Vi har glædet os længe til at afsløre årets musiknavne, oplyser bestyrelsen i Syvsten IF.
MD-Duo er kendt for deres kæmpe energi og evne til at få publikum med – og med DJ James ved pulten er vi sikker på, at tempoet og humøret holder hele aftenen, lover den samlede bestyrelse.
MD-Duo består af Martin og Dennis, to spilleglade thyboer, der har skabt deres helt egen niche med moderne dansktop med ungdommeligt drive, masser af humor og syng-med-stemning.
MD-Duo går rent ind hos publikum
Med over 50.000 følgere på sociale medier og catchphrases (populære slagord der gentages) som “Go’dav Venner”, “Vi sigges” og “Det spiller bar’” har MD-Duo bygget et genkendeligt univers, der går rent ind hos publikum.
Debutalbummet “Tak for i aften” udkom i 2018 med hits som “Malta” og “Gi’ mig fri nu til middag”. I 2020 fulgte albummet “Skål, venner”, og siden har duoen udgivet en perlerække af singler – bl.a. “Thy”, “Limfjordsporter”, “Lækker Røv” og en hyldestsang til Jonas Vingegaard.
Samlet er deres musik streamet over 10 millioner gange.
Billetsalg
Billetsalget åbner søndag den 9. november klokken13–15 i Syvstenhallen.
Billetter sælges kun ved personligt fremmøde, og da der normalt er stor interesse for festen, vil det være en god idé at møde op i god tid.
Entreen udgør 275 kroner og MENY Sæby tilbyder en lækker buffet til 125 kroner.
En aften med grin, dans og fællesskab
Der er lagt op til en aften fyldt med grin, sved på panden og fællesskab – præcis sådan, som en rigtig Januarfest i Syvsten altid har været.
- Vi glæder os til at byde alle velkommen til årets fest.
- Det betyder meget for os at samle lokalsamfundet til en sjov og uforglemmelig aften, pointerer arrangørerne, Syvsten Idrætsforenings bestyrelse.