Seneste nyt
Billede beskrivelse

Strid vestenvind kunne ikke stoppe vellykket jubilæumssjov

09. juli 2026 kl. 06.02

STRANDBY: Der var mørke skyer over Strandby, da arrangørerne af Sjov på Strandby Havn og de mange kræmmere stillede deres boder op tirsdag eftermiddag, og der blæste en strid vind på havnen, som gjorde arbejdet mere besværligt.

Billede beskrivelse

Men da klokken nærmede sig 16, og det hele skulle starte, spredte skyerne sig, solen kiggede frem, og regnen trak søndenom. Efterhånden lagde vinden sig også en smule, og det blev faktisk rigtig godt vejr til en havnefest.

Billede beskrivelse

Jubilæumsarrangementet blev åbnet af borgmester Jon Andersen, og Peter Stokbro fortalte om udviklingen gennem de 10 år. På scenen kunne man bl.a. opleve bandet BO-DEGA, der leverede populære sange, man kunne synge med på, mens de lækre fiske- og skaldyrsretter blev indtaget.

To gange i løbet af eftermiddagen var der turistauktion, og det var også muligt at få en havnerundfart i en bundgarnsjolle.

Billede beskrivelse

- Med et udendørs arrangement som dette, er vi altid afhængige af vejret, og vi havde set frem til en dårlig start på de fire tirsdage med Sjov på Strandby Havn, men det kom til at gå langt bedre end frygtet. Der kom mange gæster både fra byen og fra sommerhusområderne, ja endda længere nede fra i landet, så jeg kan kun være tilfreds med vores første jubilæumsarrangement, siger tovholder Peter Stokbro, der for 10 år siden var med til at starte den populære havnetradition.

Billede beskrivelse

- Selvfølgelig er man lidt nervøs, når vejret ser ud til at blive dårligt på dagen, men vi har heldigvis så stor lokal opbakning fra sponsorer, at vi godt kan tåle en dårlig dag. Men det er jo langt sjovere, når solen skinner - både for publikum, de over 90 kræmmere og os arrangører, for vi har rigtig mange frivillige, der lægger en stor indsats for, at Sjov på Strandby Havn virkelig bliver sjov, fortsætter Peter Stokbro.

Sjov på Strandby Havn kan opleves de kommende tre tirsdage i juli.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste