Stort overskud i årets stafet: – Vi er taknemmelige over den fantastiske opbakning
FREDERIKSHAVN: Stafet For Livet, der blev afviklet sidste weekend i august, sender endnu en gang en flot julehilsen af sted til Kræftens Bekæmpelse.
For selvom styregruppen bag Stafet For Livet i Frederikshavn var udfordret, da flere tidligere bærende kræfter var stoppet, lykkedes det – med hjælp fra Camilla Rosenkilde Collins, konsulent i Kræftens Bekæmpelse – at stable arrangementet på benene og gennemføre det med et flot overskud på hele 311.650 kroner.
Overskuddet går til Kræftens Bekæmpelse, og 10 procent er øremærket retur til lokalafdelingen i Frederikshavn Kommune, der dermed modtager en julegave på 31.165 kroner.
– Vi er taknemmelige over den fantastiske opbakning, stafetten har fået igen i år – både fra vores trofaste sponsorer og de mange utrættelige frivillige. Der var en rigtig god stemning på pladsen, og vi siger tak til alle holddeltagerne for at bidrage med begejstring og godt humør, siger Finn Hjortholm fra styregruppen.
Siden starten i 2009 har Stafet For Livet Frederikshavn nu i alt samlet godt seks millioner kroner ind.
I 2026 bliver stafetten igen afviklet på Knivholt den sidste weekend i august, den 29.-30. august.
Det oplyser Stafet For Livet Frederikshavn i en pressemeddelelse.