Spændende foredrag om sprængningen af Frederikshavns Avis
FREDERIKSHAVN: Torsdag 27. marts er det præcis 80 år siden, tyskerne sprængte Frederikshavns Avis i luften. I den anledning inviterer Slægts- og Lokalhistorisk Forening til foredrag kl. 19 i sydfløjen på Knivholt Hovedgaard om Terrormål i Nordjylland, Petergruppen og den nazistiske terrorisme under besættelsen. Jens-Christian Hansen fra Vendsyssel Historiske Museum kommer endnu engang forbi Knivholt, denne gang med et foredrag om sprængningen af avisens lokaler i Frederikshavn.
Som følge af den stigende modstand i kølvandet på det begyndende tyske nederlag, særligt fra efteråret 1943, følte besættelsesmagten et stigende behov for at gengælde modstandsbevægelsens sabotagehandlinger og stikkerlikvideringer. I andre europæiske lande blev lignende modstandshandlinger gengældt med nedbrændinger af hele landsbyer, systematisk massemord på civilbefolkningen, eller - hvis denne var heldig - massedeportationer til de frygtede koncentrationslejre.
I Danmark, der blev regnet som et mønsterprotektorat, hvor regeringen indtil for nyligt havde samarbejdet, befolkningen tilhørte den nordiske race og landbrugs- og industrieksporten til Tyskland havde stor betydning for besættelsesmagtens fremfærd overfor befolkningen, måtte gengældelserne derfor have en helt anden karakter. Her i landet blev princippet om øje for øje, tand for tand grundlaget for terrorgrupper, der skulle hævne modstandsbevægelsens aktioner.
Grupperne opererede ofte om natten, optrådte i civilt, og gav sig ikke til kende som værende udsendt af besættelsesmagten. Tvært imod skulle deres operationer være omgærdet af mystik, men være klare modsvar til modstandsbevægelsen, hvilket i nazisternes omvendte logik skulle gøre befolkningen træt af denne.
Den mest kendte og produktive gruppe var Petergruppen, der primært bestod af tyske og danske SS-mænd og som var et landsdækkende rejsehold i død og ødelæggelse. Flere af deres aktioner førte dem til Nordjylland, hvor de bl.a. sprængte Frederikshavns Avis i luften. Aktionen fik dog ikke den ønskede effekt, for med hjælp fra Aalborg Stiftstidende lykkedes det at få Frederikshavns Avis på gaden allerede samme dag.
Foredraget vil fortælle om de tyske repressalier og give eksempler på konkrete terroraktioner. Der vil også blive fortalt om konkrete personers baggrund og spurgt om, hvorfor en vendelbo kunne være blandt gerningsmændene.
Det koster 50 kr. til kaffe og kage, som betales ved indgangen. Her er det også muligt at melde sig ind i foreningen, og være med til at støtte op om foreningens aktiviteter samt lokalhistoriske arkiv.