Billede beskrivelse

Skagen Festival 2025: Tilbage til rødderne med et stærkt program

19. marts 2025 kl. 06.03

SKAGEN: Programmet for Skagen Festival 2025 er nu officielt på plads, og festivalen vender i år tilbage til sine musikalske rødder. Publikum kan se frem til et bredt og spændende lineup, der spænder fra internationalt anerkendte bands til velkendte nordjyske kunstnere.

Det fortæller festivalens arrangører. 

Blandt hovednavnene er de skotske bands Skipinnish og Wolfstone, begge dybt forankrede i den keltiske musiktradition. Skipinnish blev i 2024 hædret med prisen "Event of the Year" for deres koncert på Edinburgh Castle, mens Wolfstone gør et længe ventet comeback – en begivenhed, der uden tvivl vil begejstre publikum i Skagen.

Også den nordjyske musikscene er stærkt repræsenteret. Nohrland og Kejser Larsen Band sikrer, at festivalens tradition for at give plads til lokale navne fortsætter. Kejser Larsen Band gør i år en særlig entré, da de genopstår til Skagen Festival efter flere års pause.

Flere chancer for at opleve favoritkunstnere

En tidligere festivaltradition genopstår i 2025: Flere af kunstnerne optræder flere gange i løbet af festivalen. Det giver publikum bedre muligheder for at opleve deres favoritter uden at skulle vælge mellem overlappende koncerter.

- Vi ved, at vores gæster gerne vil opleve så meget musik som muligt. Ved at lade kunstnerne spille flere gange gør vi det nemmere at nå flere koncerter uden at skulle gå på kompromis, siger Anders Mikkelsen fra musikudvalget.

Foruden de allerede nævnte navne kan festivalgæsterne også glæde sig til koncerter med Poul Krebs, Rikke Thomsen, Sømændene og mange flere.

Billetterne er til salg nu

Billetter til alle aftenkoncerterne kan købes på festivalens hjemmeside. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste