Billede beskrivelse

Sigurd tager frederikshavnske børnefamilier med på en fantastisk rumrejse

03. september 2025 kl. 19.02

FREDERIKSHAVN: Den folkekære historiefortæller og musiker Sigurd Barrett er klar med sit næste store show, når SIGURDS RUMREJSE drager på en landsdækkende turne, som rammer Frederikshavn søndag 28. september, hvor det kan opleves i Det Musiske Hus.

Med en unik kombination af musik, fortælling og avancerede hologrammer inviterer Sigurd børn og voksne med på en fortryllende rejse ud i rummet, hvor universets mysterier folder sig ud lige foran øjnene på publikum. SIGURDS RUMREJSE er støttet af Novo Nordisk Fonden og er blevet til i samarbejde med DTU Space, astronaut Andreas Mogensen og andre eksperter.

I flere årtier har Sigurd Barrett begejstret både børn og voksne med sit hjertevarme og eventyrlige univers, der forbinder musik, fortællinger og læring. SIGURDS RUMREJSE bygger videre på den populære bog Sigurd fortæller om rummet, som har solgt over 20.000 eksemplarer. Denne gang har Sigurd Barrett sammen med sin faste musikalske makker, guitaristen Eskild Dohn, skrevet 16 helt nye sange, som børn i alle aldre kan synge med på.

Forestillingen er udviklet i tæt samarbejde med astronaut Andreas Mogensen samt eksperter inden for astronomi, astrofysik og rumfart. Ved hjælp af sin velkendte evne til at formidle selv den mest komplicerede viden, fængende melodier og en eventyrlig digital scenografi, tager Sigurd Barrett publikum med på opdagelse i vores eget solsystem, universet og alle dets fantastiske fænomener.

Flere astronauter, herunder den danske Andreas Mogensen, fortæller, at når man ser ned på Jorden fra Den Internationale Rumstation, ser man ikke længere landene som separate enheder, men som én planet, der står over for de samme udfordringer – som klimaforandringer og naturkatastrofer.

Andreas Mogensen siger:

- Jorden er ikke 195 forskellige lande, det er én planet. Det der med lande og landegrænser, det er noget menneskeskabt. Og så forstår man, at hvis vi bare kunne lære at samarbejde lidt bedre, leve side om side, så ville mange udfordringer og mange af de konflikter, vi har, også forsvinde...

Et budskab, Sigurd Barrett ønsker at viderebringe med teaterkoncerten. Han udtaler:

- En af de mest spektakulære elementer i teaterkoncerten er brugen af avancerede hologrammer, som bringer rumfartens univers helt tæt på publikum. Her medvirker den danske astronaut Andreas Mogensen som et hologram, der bringer ham helt ind på scenen. Med autentiske optagelser, der er blevet skabt eksklusivt til forestillingen og optaget direkte fra Den Internationale Rumstation, tager Andreas Mogensen publikum med på en ægte rejse ud i rummet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste