Santa Julle: - Børn er medicin
FREDERIKSHAVN: Kjeld Rye, bedre kendt som Santa Julle, kan fortælle om en december fyldt med juleglæde og travlhed i julebyen, Frederikshavn.
- Det har gået slag i slag, siger han med et smil.
Der har været forskellige aktiviteter. Nalle fra svømmehallen har delt fribilletter ud, og responsen var overvældende – mange mødte op for at deltage i festlighederne. En af højdepunkterne er også juletraktoren, som kører i byen, hvor der i sidste uge blev holdt en juletræsfest på torvet.
Her deltog 30 børn, og kravet for at få en godtepose var, at de skulle danse om juletræet.
- Vi hyggede os virkelig, fortæller Kjeld.
Hver fredag morgen her i december mellem 10.30 og 11.00 er dagpleje- og vuggestuebørn inviteret ind i julebyen.
- Der var 100 børn allerede den første dag, siger Kjeld. Alt i julebyen er gratis, og aktiviteterne er en stor succes blandt både børn og pædagoger.
- De synes, det er fedt, tilføjer han.
Julebyens madboder har også haft travlt. Salget har givet et overskud på cirka 3.000 kroner indtil videre, som går til nisserne og deres arbejde.
- Man kan købe risengrødsvafler, som laves efter en meget hemmelig opskrift fra den gamle jullemor fra Grønland, røber Kjeld med et glimt i øjet.
Velgørenhedsboden fra JAM kører også på højtryk.
Der er bl.a. også blevet afholdt en tegnekonkurrence, og Santa Julle har indtil videre lavet omkring 1.000 ballondyr til glæde for de besøgende børn.
- Selvom arbejdet er hårdt, er det alt det værd, siger Kjeld Rye.
- Jeg glemmer alt om det hårde, indtil jeg kommer hjem.
Han fortæller, at børnenes glæde er det, der gør det hele værd.
Møllecentrets Juleby holder åben torsdage og fredage fra kl. 13.00-17.30 og lørdage og søndage fra kl. 11.00-15.00 frem til den 23. december.
Kjeld understreger, at der er adgang for alle, og at julebyen fortsat vil sprede glæde og magi gennem hele december.
- Det er skide sjovt, siger han med et grin.
Der er ingen tvivl om, at Kjeld Rye, sammen med sin kone, Anne Mette Rye, fortjener stor ros for deres utrættelige indsats i julebyen, hvor deres smittende energi og dedikation skaber magiske oplevelser og glæde for både børn og voksne.