Så er der igen loppe- og kræmmermarked på marinaen
FREDERIKSHAVN: Skur- og Jollelauget på Frederikshavn Marina er allerede i fuld gang med planlægningen af det traditionsrige loppe- og kræmmermarked, der som sædvanlig finder sted Grundlovsdag den 5. juni. Der forventes stor tilslutning igen i år, og flere kræmmere har allerede sikret sig en standplads.
Det fortæller arrangørerne.
Knivholt Veteranbilklub har meldt deres ankomst og bidrager til festlighederne med en udstilling af flotte veteranbiler.
Markedet åbner kl. 10.00, og foreningen opstiller et telt, hvor besøgende kan nyde en kop kaffe og et rundstykke. Der vil desuden være salg af pølser, øl og vand.
Det endelige program offentliggøres i midten af maj.