Billede beskrivelse

Populær træning starter nyt hold op

11. marts 2025 kl. 19.01

SÆBY: Naturtræning er blevet vildt populært, som en måde at bruge naturen på, som mere end blot et uderum, og det kan instruktørerne fra Sæby Gymnastikforening skrive under på.

Kristina Højgaard startede naturtræningen i 2018, og siden er der yderligere kommet tre instruktører til, Karina Fick, Marie Larsen og Jannie Nielsen. Fælles for de 4 instruktører er, at de er lige vilde med naturtræning.

- Naturtræning er jo et helt koncept, som vi har uddannet os til igennem DGI, og som vi så udbyder igennem Sæby Gymnastikforening. Og det kører året rundt á ca. 12 uger ad gangen – og også om vinteren, fortæller Kristina Højgaard.

Billede beskrivelse

Sæby Gymnastikforeningen udbyder nyt naturtræningshold fra uge 12-25, og det foregår om mandagen i tidsrummet fra kl. 17.00-18.00, men det er vældig populært, så hvis du skal sikre dig en plads, skal du ikke vente for længe med at melde dig til, for selvom der er 40 pladser på forår/sommerholdet, så er der rift om pladserne.

Tilmelding kan ske igennem Sæby gymnastikforenings hjemmeside.

Naturtræning er alsidig træning i det fri med fokus på konditions- og styrketræning ved brug af naturen som træningsredskab. På holdet inddrages elementer fra leg, gymnastik, yoga og mindfulness, hvor naturens muligheder udnyttes til fulde.

- Vi bruger naturen under træningen og altid med respekt for det naturrum, vi bevæger os i. Vi mødes og træner fra forskellige naturskønne steder såsom Sæbygaard skov, på stranden, i Nellemanns have, ved Jernkilden, i Gybels plantage, på den nye havn og i byparken. Og vores formål til hver træning er at dyrke fællesskabet, få pulsen op, at lege og nyde naturen, forklarer Kristina.

Billede beskrivelse

Naturtræningen er udendørs hele året, og det giver en helt speciel forbundethed med naturen at færdes i den, uanset sæson, og mærke det særlige ved hver årstid.

Billede beskrivelse

Træningen foregår på egne præmisser, hvor alle kan være med, og her vægtes det sociale i høj grad, så det ikke blot er kroppen, der bliver trænet, for fællesskabet, og det gode humør er også en stor del af indholdet.

- Alle kan være med - både gående og løbere, folk i god form og folk i flødeform, smiler Kristina.

- Vi laver aktiviteter, hvor alle er sammen, og så deler vi nogle gange deltagerne op, alt efter om de vil gå eller løbe på dagen. Vi er fire instruktører, som hver uge skiftes til at lave træningen og sætte programmet sammen, så der er aldrig to træninger, som er ens, og vi får god feedback fra vores deltagere, afslutter Kristina.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste