Påskeharen kommer på besøg på Sognefogedgården
FREDERIKSHAVN: Traditionen tro har museet Sognefogedgården åbent hele påsken. Tre dage, hvor man har mulighed for, for ganske få kroner (gratis under 18 år), at komme ind og se et af Frederikshavns ældste huse, og hvordan man boede i gamle dage, da huset næsten står som da den sidste ejer, Peter Munk Nielsen, forlod det i 1989.
Der vil være pyntet op i de små hyggelige stuer. I år kommer Påskeharen forbi den gamle museumsgård. I kurven har Påskeharen nogle påskeæg med en lille overraskelse i, og i nogle af dem er der også en overraskelse til de voksne.
Der vil være rundvisninger inkluderet i prisen hvis man ønsker det, og skulle man have lyst til at få nogle gammeldaws opskrifter med hjem, som inspiration til påskebordet, er der også mulighed for det. Eftermiddagskaffen er gratis ved køb af en billet, og kan nydes mens man får rundvisning eller sidder og suger den gamle museumsgårds stemning til sig.
Undervejs får du en sjov historie om den mystiske påskehare, der dukker op hvert år og deler æg ud, eller gemmer dem i vores haver.
Påskeharen stammer fra Tyskland, hvor den første gang blev nævnt i slutningen af 1600-tallet.
Men dens rødder går endnu længere tilbage, helt til hedensk tid! I gamle hedenske traditioner blev harer og kaniner ofte forbundet med frugtbarhed og forår. Tyske udvandrere tog traditionen med til USA, hvor den blev til den berømte ”Easter Bunny”.
Men hvordan kom den så til Danmark? Jo, påskeharen hoppede over grænsen til Danmark omkring år 1900. Den startede sin rejse i Sønderjylland, hvor den hurtigt blev populær. Herfra spredte den sig langsomt til resten af landet.
Så næste gang du ser påskeharen gemme æg i haven, eller dele æg ud, kan du tænke på dens lange rejse fra Tyskland til Danmark. Og husk, det er ikke bare en almindelig hare – det er en æglæggende, chokoladeelskende, børneglædende superhare!
- Vi har travlt på den gamle museumsgård, og vi søger derfor hele tiden nye frivillige. Tror du det kunne være noget for dig, så kig forbi gården i påsken og få en snak. Vi søger nogle som vil hjælpe med restaureringen af den gamle gård, nogle til at hjælpe når vi har arrangementer og i billetsalg mm. Alt fra et par gange om året til en gang om måneden eller ugen – det kommer helt an på dig, siger Anette Jørgensen fra Sognefogedgården.
Du finder den levende museumsgård ”Sognefogedgården” på Mellergårdsvej 3. Der er åbent skærtorsdag den 17. april, langfredag den 18. april og påskedag den 20. april – alle dagene fra kl. 12-16.
- Vi er faktisk helt sikre på, at vores ænder bakker op om arrangementet, der er nemlig nogle som allerede nu ligger på æg, siger Anette Jørgensen.