Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nyoversat Puccini-opera får danmarkspremiere i Frederikshavn

13. juli 2026 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: Det er en overset perle blandt Puccinis mange operaer, der er på programmet, når Frederikshavn Teaterforening i september præsenterer Operettekompagniet med Puccinis La Rondine – Svalen i en nyoversat udgave. 

Det er samtidig Danmarkspremiere, for den 110 år gamle opera har aldrig før været opført i Danmark.

Undrer du dig over, at Operettekompagniet kaster sig ud i en opera, så hører det med i billedet, at La Rondine faktisk var bestilt som en operette, og derfor indeholder alle operettens ingredienser. 

Men Giacomo Puccini løb ind i kunstneriske problemer med slutningen. 

Trods tre forsøg på en slutning måtte han meddele sin opdraggiver, at den lystige forestilling blev nødt til at få en tragisk udgang, mere opera end operette. Men sådan måtte det være, kærlighed er trods alt en alvorlig sag.

Billede beskrivelse

Puccinis La Rondine var støvlelandets første bud på en operette, den genre som Danmark mere end de fleste lande har taget til sig. Og det var i sig selv nok til at vække Operettekompagniets interesse. 

Her havde man chancen for at tilføre en sørgelig kant til den genre, som nogle vil kalde letbenet.

Operettekompagniets leder Thomas Peter Koppel dykkede ned i den italienske opera og mødte et værk, der ud over den tragiske slutning rummede masser af lystspil og humor – lige noget for hans muntre kompagni. 

Valget stod nu mellem at opføre operaen på originalsproget italiensk eller at lave en danske bearbejdelse. Koppel spurgte sine sangere, og de ønskede alle at synge på dansk, så publikum ville få mere af den fantastiske tekst med.

Og sådan blev det. Thomas Peter Koppel gik til tasterne og skabte en oversættelse af Puccinis tekst og en bearbejdning af dramaturgien, som på samme tid bibeholder de flotte historiske kendetegn og taler ind i en nutidig sammenhæng.

Handlingen i La Rondine – Svalen foregår i Paris, hvor Magda, en rig mands elskerinde, forlader ham for at forfølge sin egen drøm om ægte kærlighed. Noget hun ganske flygtigt havde oplevet i sin pure ungdom. Som svalen flyver hun højt over dalen og spejder efter kærligheden. 

Billede beskrivelse

Og det sker faktisk igen, men hun skammer sig så meget over sin fortid som kurtisane, at hun ikke fortæller sin elskede sit rigtige navn og fortier fortiden. Men samvittigheden gnaver, og som tiden går bliver det umuligt at vælge sandheden. Derfor slår hun op. Hun er ulykkelig og han er knust.

En tragisk slutning, men Puccini/Koppel tilføjer nogle dråber håb til historien. 

Den unge mand bliver nemlig samlet op af en pige, som vi gennemgående er stødt på som ”den anden Magda” fra hensvundne tider. Den rigtige Magda vender tilbage til sin rigmand. Svalen vendte om, men fik bygget reder i hjertet. Derfor er hovedbudskabet ifølge Thomas Peter Koppel: Håb. Håbet besidder en vældig kraft og kan gøre mennesker i stand til at overkomme selv de sværeste prøvelser.

Operettekompagniet vil hen over sommeren give musikalske smagsprøver på La Rondine ved festivaler på Sjælland, men når kompagniet indtager Det Musiske Hus i Frederikshavn lørdag 26. september, bliver det i fuld operaopsætning og en vaskeægte Danmarkspremiere. Herefter følger en Danmarksturné, der slutter med fire forestillinger på Teatermuseet i Hofteatret ved Christiansborgs Ridebane.

Thomas Peter Koppel er glad og stolt over at give Puccinis oversete opera Danmarkspremiere i netop Frederikshavn, der har en meget aktiv og visionær teaterforening, der tilmed – og fuldt fortjent – er kåret som Danmarks bedste teaterforening.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste