Ny bog hylder fortiden og formidler nutiden i Sæby
SÆBY: Den 5. december blev årets udgave af Sæbybogen præsenteret ved en uformel reception i de historiske rammer på Kystmuseet. Den 23. udgave, udgivet af Sæby Museums Forening, prydes af et luftfoto af Danish Crowns slagteri, som lukkede i sommeren 2023.
Erik S. Christensen gennemgår i bogen slagteriets historie, som i mere end 100 år har været en hjørnesten i byens identitet. Det var en arbejdsplads for hundredvis af mænd og kvinder, og lukningen efterlod 800 medarbejdere uden job. Begivenheden markerede et historisk vendepunkt for byen og dens opland.
Årets udgave af Sæbybogen indeholder også spændende artikler om tidligere epoker i byens historie.
Blandt emnerne er besættelsestiden under 2. Verdenskrig, hvor Henning Sørensen skriver om de tyske soldaters aktiviteter i området.
Mikkel Nielsen bidrager med nogle fine episoder om de såkaldte "blå gendarmer," som i en halv snes år på godt og ondt blev en del af byens liv.
Forfatterne Per Rye, Ida Wetch og Jørgen Peder Clausager leverer levende fortællinger om nogle af byens personligheder og præstestanden gennem tiderne.
Formanden for Sæby Museums Forening, Per Østergaard, takkede bogens seks forfattere, redaktøren Lars-Henrik Hyttel samt andre involverede for deres flotte arbejde og fremhævede bogens betydning for dokumentationen af Sæbys identitet.
Sæbybogen sælges flere steder
Årets udgivelse er blevet muliggjort med støtte fra lokale virksomheder, og både forfatterne og redaktionen har arbejdet frivilligt. Sæbybogen 2024 er endnu en imponerende samling af levende fortællinger om fortidens Sæby, som vil glæde historieinteresserede.
Bogen sælges i løssalg for 150 kroner på Kystmuseet, i boghandelen Kon-Tur, SuperBrugsen, Meny Sæby og hos Vinspecialisten.
Abonnementsprisen er 120 kroner. For abonnenter, der var forhindret i at afhente deres eksemplar ved receptionen i torsdags, er der mulighed for afhentning på Kystmuseet Sæby den 14. og 21. december mellem klokken 11 og 14.
Anton
Årets ”Anton,” som gives for en særlig indsats for museet og for lokalhistorien, blev tildelt Sæbybogens mangeårige redaktør Lars-Henrik Hyttel.
Grundet sygdom måtte Per Østergaard nøjes med at overrække hædersbeviset in absentia.
”Anton”-prisen består af en bronzemedalje med et portræt af den første formand for Sæby Museum, Anton Jakobsen.
Anton Jakobsen (1862-1934) var i mange år bogtrykker og redaktør af Sæby Folkeblad.