Billede beskrivelse

Nu er tiden inde: Sæby får sin kirsebærallè

20. november 2024 kl. 14.00

SÆBY: Sæby Planteskole har gået og ventet på den første nattefrost.

I uge 46 skete det så. Med frosten stopper væksten af bl.a. kirsebærtræerne, der skal udgøre den nye allé bestående af 100 træer i Sæby Bypark.

Den daværende borgmester Birgit S. Hansen og bestyrelsesformand for Sparekassen Danmark Fonden Jerslev, Helle Louise Rømer Skole tyvstartede den 30. august med at plante de to første kirsebærtræer til den kommende allé.

Sæby Planteskole, der er leverandør og faglig sparringspartner med træplantningen, har været involveret helt fra projektets begyndelse.

Gartner hos Sæby Planteskole, Daniel Andersen forklarer, at der er en særlig årsag til, at de resterende træer først plantes nu.

- Det sker for at sikre de bedste forhold under transport. og plantning venter vi indtil nattefrosten sætter ind. Når frost stopper væksten, kan træerne graves op og transporteres med rødderne intakte til Sæby. De nyplantede træer får dermed de optimale forhold for at slå rødder og trives i deres nye omgivelser, fastslår Daniel Andersen.

For at sikre de nyplantede træer optimale vækstbetingelser, bliver der samtidig med plantningen lagt vandslanger ud ved hvert træs rødder, fortæller indehaveren af Sæby Planteskole, Lars Kjeldgaard.

Billede beskrivelse

De kirsebærtræer der er valgt til projektet er af typen Kanzan – en sort, der både trives i Nordjyllands klima og som kan modstå den saltholdige havluft.

Træerne, der nu er fem til seks år gamle, er danskproducerede og har vokset på Fyn, indtil de nu bliver transporteret til Sæby for at blive en del af byens nye vartegn.

For Sæby Planteskole er projektet en særlig stolthed.

- Det er en ære at kunne levere og passe en allé, der forhåbentlig bliver en del af Sæbys særkende. Vi har sikret det bedste grundlag for både træernes kvalitet og vækstforhold – både over og under jorden, fortsætter Daniel Andersen.

Billede beskrivelse

Projektet er finansieret med 300.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Jerslev, som en del af fejringen af Sæbys Købstadsjubilæum.

Hele processen er blevet muliggjort gennem et stærkt samarbejde mellem lokale virksomheder, Frederikshavn Kommune og igangsat af Erhvervshus Nord / Sæby Erhvervsforening.

Erhvervskonsulent ved Erhvervshus Nord, Inge Møller Thomsen udtrykker sin begejstring:

- Dette projekt er et pragteksempel på, hvad vi kan opnå, når erhvervsliv, kommune og lokale aktører går sammen. Ud over at skabe en varig attraktion for byens borgere og besøgende, understøtter projektet både bosætning og turisme i Sæby, fremhæver Inge Møller Thomsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste