Når solidt håndværk og kunst går hånd i hånd
SÆBY: Sommermarkedet Mølleværk er ved at få fodfæste som en populær tilbagevende årlig begivenhed ved Sæby Vandmølle.
For 3. år i træk har Anne Agerbæk og Peder Rørholt Davidsen stået bag et marked, der tapper ind i Sæbys DNA med historiefortælling samt kunst og håndværk af god kvalitet.
Der var således i weekenden 25. og 26. juli stor interesse blandt såvel sæbynitter som turister for at opleve de arbejdende værksteder og se og føle på kunstværker, der blev præsenteret af kunstnerne bag.
Den historiske vandmølle og det autentiske gamle hus med Natursnedkeriet udgjorde den perfekte scene for håndværkernes værker og arbejdsprocesser.
Mølleindehaver Anne Agerbæk gav fire rundvisninger ved og i møllen, hvor hun fortalte historien om Sæby Vandmølle og viste rundt i det flot restaurerede møllehus.
Ud over at lade kreativiteten blomstre har arrangørerne også forretningssansen med, når de på markedet tilbyder kaffe og kringle, ikke serveret i engangs emballage; men hvor keramik krus og egebræt til kagen følger med til en pakkepris, hvor kaffen og kagen er ”gratis”.
Ved indkørslen fra Frederikshavnsvej har keramiker Lise Haurum taget plads med sine mange finurlige dyr, formet i keramikskulpturer.
Lise finder inspiration i dyr, som man kan møde i den danske natur, hvad enten det er en fugl på træk fra Afrika eller et lokalt insekt, der bor hele sit liv under en sten.
I processen sker en kunstnerisk fortolkning, hvor hun tager de mest karakteristiske træk fra dyret og arbejder med dem i rumlig form.