Billede beskrivelse

Museum fejrer Karl Bovin på lokal kro

26. december 2024 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kunstmuseum markerer fødselsdagen for byens berømte landskabsmaler Karl Bovin (1907-1985) med en festlig fejring på Frederikshavnerkroen.

Karl Bovin boede som barn og ung i netop den bygning, der i dag huser Frederikshavnerkroen. Det er derfor et oplagt sted at fejre hans fødselsdag. 

Samtidig var Bovin kendt som en selskabelig person, der nød festlige sammenkomster – og en øl sagde han sjældent nej til,” fortæller Christian Andersen, daglig leder af Frederikshavn Kunstmuseum.

Bygningen i Søndergade 11, der også kaldes "Det Gule Palæ", blev opført i 1903 og fungerede som hjem og arbejdsplads for familien Bovin, der drev en stenhuggervirksomhed grundlagt i 1882 af Bovins farfar Carl Gustav. 

Virksomheden blev senere overtaget af Bovins far, Charles Oluf Frans Bovin, mens hans brødre Sven og Frans også fulgte i familiehåndværkets fodspor. 

Sven blev desuden kendt som billedhugger og står blandt andet bag skulpturen Stenbideren på Nytorv fra 1961.

Ifølge historiker og forfatter Erik S. Christensen blev Frederikshavnerkroen åbnet i 1966 i den gamle bygning, der siden har haft en omskiftelig historie. 

I oktober blev kroen genåbnet med Anita Abildgaard og Dan Andersen som værtspar. Kroen holder åbent hver fredag og lørdag.

Fødselsdagsfejringen finder sted søndag den 5. januar kl. 14.00-17.00 på Frederikshavnerkroen. Alle er velkomne, og Frederikshavn Kunstmuseum byder på en Hancock-øl til de fremmødte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste