Lyserød Lørdag: Skagen Handel står sammen i kampen mod brystkræft
SKAGEN: Mandag den 29. september markerede Skagen Handel endnu en gang starten på den lokale opbakning til Kræftens Bekæmpelse gennem den landsdækkende kampagne Lyserød Lørdag.
Kampagnen kulminerer lørdag 4. oktober og samler både butikker og borgere i et fælles initiativ mod brystkræft.
Det fortæller Skagen Handel i en pressemeddelelse.
Et stærkt lokalt engagement
Lyserød Lørdag er en del af Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne, der hvert år sætter fokus på forskning, forebyggelse og behandling af brystkræft – en sygdom, som rammer tusindvis af kvinder.
Skagen Handel har deltaget aktivt siden 2022 og samlede sidste år hele 60.000 kr. ind. Med opbakning fra både byens erhvervsliv og befolkning er forventningen, at årets indsats når endnu længere.
Lodtrækning med flotte præmier
Flere af Skagen Handels medlemsbutikker har igen i år doneret præmier til en stor lodtrækning. Lodderne sælges for 20 kr. stykket eller seks for 100 kr., og hele overskuddet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.
Lodderne kan købes fra mandag nu i følgende butikker:
Tonnys Blomster, Nyform, Juicy & Pizza, Sparekassen Danmark, By Skagen, Dig og Mig, Nordjyske Bank, Tøjeksperten, B by B, Galleri Bo, Stenbroen Guld og Ure, Stenbroen Optik, Matas, Imerco, Dit Smørrebrød, Skoæsken, Fleurie & Delux Skagen, Slopkisten, North Coast, Sport24, Toppen af Danmark, Kop og Kande, Normal, Skagen Bageri & Café, Skoringen, Habi, Jakobs Café & Bar og Soulful Culture.
På selve Lyserød Lørdag vil Skagen Handel være synlig både på Viggo Hansens Plads, hvor der sælges lodder og lyserøde muffins, og i start- og målområdet for Skagen Marathon på havnen.
Vindernavnene udtrækkes kl. 14.30 ved Sport24-standen i teltet ved maratonområdet, og de heldige får direkte besked bagefter.
En by i lyserødt for en god sag
Lyserød Lørdag handler ikke kun om præmier og muffins, men om fællesskab, håb og solidaritet. Skagen Handel opfordrer derfor alle til at støtte op og være med til at samle et flot beløb ind i kampen mod brystkræft.
– Det er stærkt, at så mange butikker, spisesteder og banker bakker op om Lyserød Lørdag. Det sender et vigtigt signal om sammenhold og ansvar, udtaler aktivitetsformand i Skagen Handel, Mathias Rump Hansen.
Lørdag den 4. oktober vil Skagen – i fællesskab med resten af landet – klæde sig i lyserødt og vise sin støtte til en sag, der berører mange.