Løb med fællesskab i fokus: Social Run er for alle
SKAGEN: Social Run i Skagen har på kort tid fået solid opbakning. Konceptet forener træning med socialt samvær og henvender sig til både skagboere og feriegæster, der gerne vil bevæge sig, uden at konkurrere.
Bag initiativet står træningsekspert Jacob Strøm fra Skagen Bootcamp og STRØM Training Club.
I april arrangerede han det første Social Run som en test, og interessen var tydelig fra start.
- Vi har nok i gennemsnit 15-20 deltagere per gang, men har også en enkelt gang været helt oppe på 50, fortæller Jacob Strøm, som også et par gange har lavet løbende i samarbejde med Sport24 i Skagen og Skagen Bolig.
Flere løb henover sommeren
Og successen har fået træneren til at intensivere løbene hen over sommeren, så der i juli er løb hver søndag.
- Der har været super opbakning og så er det nærliggende at lave nogle flere løbeture, og det gør vi så, fortæller Jacob Strøm, som ud over sit træningscenter i Skagen er manden bag flere professionelle træningsapps, blandt andet til håndboldspillere.
Alle kan være med til Social Run, hvor deltagerne løber i cirka 30 minutter i mindre grupper. Tempoet varierer, så alle kan finde et hold, der passer til deres niveau.
- Det er et sjovt og hyggeligt løb. Og for nogle er det hårdt. Men det er ikke et kapløb, det er et løb, der handler om at komme afsted og at løbe sammen, siger træneren.
Fundamentet skal på plads
For Jacob Strøm handler det nemlig i Social Run ikke nødvendigvis om at presse sig til grænsen, men om at lægge et solidt fundament. Det kræver tid, tålmodighed og lavere intensitet, noget man nemt kan overse, når man starter med at løbe.
- Du skal jo ikke bygge taget først. Fundamentet skal på plads, det er super vigtigt, pointerer Jacob Strøm og uddyber med, at mange løbere går for hurtigt frem og risikerer at miste lysten, fordi det bliver for hårdt. Social Run tilbyder en anden vej med langsomt tempo, stabile træningsvaner og et fællesskab, der gør det lettere at møde op.
- Den bedste træning er den, du får lavet kontinuerligt, siger træneren.
Det sociale motiverer
Og det sociale element er en vigtig del af oplevelsen. Mange føler sig mere motiverede, når de løber sammen med andre, forklarer løbetræneren. Og for nogle deltagere har Social Run været en vej til at komme i gang for første gang.
Social Run har indtil videre fundet sted hver 2. til 3. uge, men i juli gennemføres løbet hver søndag. Der vil desuden også være flere løb i august, september og op til Skagen Marathon i oktober.
Start-stederne varierer, så interesserede skal følge med på Jacob Strøms Facebook-side for at få opdateret info.
Det er gratis at deltage. Man møder bare op og løber med.