Billede beskrivelse

Kom ud af hovedet og ned i kroppen: Morgenyoga i Anchers Have

07. juli 2025 kl. 06.00

SKAGEN: Ned i hunden, op i solhilsenen og måske en tur på bjerget. Igen i år guider yogainstruktør Mette Mai Diget yogier og yoginier igennem forskellige yoga-poses til morgenyoga i Michael og Anna Anchers historiske have i Skagen.

I den historiske have bevæger kroppe i alle aldre sig gennem bløde flow, dybe stræk og styrkende stillinger.

Det sker hver tirsdag og torsdag fra klokken 8.30 til 9.30, fra uge 27 til og med uge 32. Her kan man finde et roligt rum til at starte dagen i et godt flow i den gamle have, hvor yogaen har fået fast plads gennem de sidste syv somre.

Det er Skagens Museum som sammen med yogainstruktøren står bag sommer-yoga i haven.

– Det er morgenflow-yoga, som giver god energi til resten af dagen. Og det gør, at man møder dagen på en helt anden måde, når man lige har arbejdet kroppen godt igennem, siger Mette-Mai Diget.

Hun oplever, at deltagerne spænder vidt, både i alder, krop og erfaring.

– Her kommer både unge mennesker, ægtepar, venner, gamle og midaldrende, både mænd og kvinder i alle mulige forskellige udgaver. Og det kræver ikke nogen særlige forkundskaber at deltage. Alle kan være med, fortæller Mette-Mai.

Flere generationer mødes også på måtterne i haven.

– Allerede her de første to gange i år har jeg haft familier med både teenagebørn, forældre og bedsteforældre. Det er helt særligt, når tre generationer laver yoga sammen, siger hun.

Sidste år toppede deltagerantallet med hele 102 på én enkelt morgen. Så mange deltagere har der endnu ikke været i år, hvor sæsonen begyndte 1. juli. Men selvom der nogle morgener kommer rigtig mange for at dyrke yoga, gør det ifølge instruktøren, ikke noget.

- Mange synes ligefrem at det giver noget for den fælles energi, at vi er mange sammen, siger Mette Mai.

Prisen er 75 kroner pr. gang, og billetter købes via Skagens Museums hjemmeside, som står bag arrangementet. Man skal selv medbringe måtte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste