Knållerttræffet nærmer sig
SÆBY: Lørdag 22. august klokken 11 åbnes bommen til Svalereden Strand Camping til det tredje træf med - Knållert vè Kattegat, hvor deltagerne mødes ved festteltet midt på pladsen.
Træffet giver god mulighed for at møde andre knallertentusiaster og dele erfaringer og gode historier, da Knållert vé Kattegat er åbent for alle typer 2 og 3 hjulede knallerter, uanset årgang og model.
Arrangørerne har strikket dagens program sammen, hvor hygge og uhøjtideligt fællesskab bliver det bærende for de seks timer, som træffet forventes at tage.
Ligesom ved tidligere års succeser bliver det med samlet start fra Svalereden Strand Camping, med stop på Sæby Torv, hvor knallerterne kan køle af og blive vist frem til et sikkert talstærkt publikum.
Herefter rundes havnen og for de mest udholdende vil der blive en bjergetape, inden alle igen samles på campingpladsen.
Det er gratis at deltage og på pladsen kan der købes mad og tombolalodder, hvor overskuddet går ubeskåret til Sæby Knækker Cancer (Kræftens Bekæmpelse).
De glade knallertentusiaster der arrangører Knållert vé Kattegat er Lars K. Nørgaard, Allan Olsen, Morten Jensen, Ib Pedersen, Anders Fuglsang, Thomas Knudsen og Kim Nielsen.