Billede beskrivelse

Julestemningen spredte sig på ældrecentret

13. december 2024 kl. 14.29

SÆBY: Luciaoptog spredte lys og glæde på Sæby Ældrecenter.

Julestemningen blev for alvor tændt, da 27 piger fra 3. klasserne på Sæby Skole i fredags gik Luciaoptog på Sæby Ældrecenter.

Optoget bevægede sig gennem ældrecenterets fire afdelinger, hvor de smukke toner og lysende luciakroner bragte glæde og varme til såvel beboere som personale.

Mandeklubben holdt samme dag deres traditionsrige julefrokost i aktivitetscentret Havkærhus.

De 70 mænd, der var samlet i fælleslokalet, skulle naturligvis ikke snydes for markeringen af vintersolhvervet, hvor luciapigerne skabte en hyggelig og stemningsfuld atmosfære.

Personale og de frivillige hjælpere havde gjort alt for, at de ældre mænd kunne få en hyggelig formiddag. Lokalet var pyntet op og julebordet var flot dækket, med bl.a. foldede røde servietter og rugbrødet var smurt på forhånd, så gæsterne blot selv skulle lægge silden på brødet og Laurits kom rundt og skænkede i de små glas.

Formanden for Frederikshavn Kommunes socialudvalg, Ole Rørbæk Jensen kastede glans over Mandeklubbens fest. 

Billede beskrivelse

Han indledte med en kort tale, hvor han roste alle de frivillige som servicerede gæsterne og udtrykte sin begejstring for luciapigernes indsats.

- Det er så rørende at se, hvordan Sæby Skole med deres Luciaoptog bidrager til at skabe lys og glæde på hele ældrecentret.

- Det viser, hvordan fællesskabet i vores lokalsamfund kan gøre en stor forskel, understregede Ole Rørbæk Jensen.

Billede beskrivelse

Luciaoptoget er en fast tradition, der både spreder glæde og styrker forbindelsen mellem generationerne.

For mange beboere er det en kærkommen mulighed for at genopleve barndommens mindre om jul og samtidig mærke samhørigheden med de unge fra byens skoler.

Som en tidlig julegave til de ældre havde Sæby Borgerforening i samarbejde med Varelotteriet den 3. december arrangeret koncert på Sæby Ældrecenter og Rosengården.

De veloplagte medlemmer af Ibsens Kapel gav den for fuld udblæsning på begge centre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste