Julehyggen breder sig på Knivholt
FREDERIKSHAVN: Det er blevet december, og det betyder at Knivholt Hovedgård er ved at gøre klar til det traditionelle ”Jul på Knivholt”, som er Knivholts årlige julemarked. Fordeling af de forskellige boder er ved at være på plads, og stadeholderne er så småt begyndt at sætte deres boder op.
Jul på Knivholt er allerede på lørdag den 7. og søndag den 8. december fra kl.10-16.
Det traditionelle julemarked byder blandt andet på julesnolder, juletræer, Red Barnets ønsketræ, kunsthåndværk, julepynt, dekorationer og meget mere. Smedene og Trædrejerne har gang i værkstederne, så du kan følge med i processerne og købe deres produkter.
Rundt omkring på julemarkedet vil der være små caféer, der kan tilbyde noget lækkert at spise eller drikke, hvis sulten eller tørsten skulle melde sig, og det er tid til en lille pause. Der vil blandt andet være suppe, pølser, æbleskiver, gløgg og kakao.
- Jul på Knivholt er et hyggeligt julemarked for alle aldersgrupper, hvor juleglæden kun bliver større. Det er som altid gratis at komme ind på julemarkedet. Kommer du i bil koster det 30 kr. at parkere, siger bestyrer Ulrik Bang, der glæder sig over, at julemarkedet år efter år kan fylde gårdspladsen og værkstederne med glade, julestemte frederikshavnere og folk længere fra.