Billede beskrivelse

Handelschefen er glad over festlig og succesfuld handelsdag

30. november 2024 kl. 11.02

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn summede af julestemning og aktivitet, da årets store handelsdag, Open by Christmas, løb af stablen. 

Forventningerne var store, og det blev en hyggelig handelsdag fuld af juleaktiviteter, der markerede starten på julehandlen.

Butikkerne holdt åbent helt til kl. 22, og byen var fyldt med oplevelser for både store og små. Spar Nord, danbolig, Friskolen og FREDERIK bød på varm kakao til de mange besøgende - og hele 350 kopper kakao med flødeskum blev serveret i forbindelse med tænding af juletræet på Rådhuspladsen, som tradition tro var doneret af venskabsbyen Larvik.

Efter musikalske indslag og taler stod Snedronningen klar ved juletræet, og med magi talte hun ned sammen med børnene. Traditionen tro blev det storslåede julegran tændt som et af dagens højdepunkter.

Derudover blev der tilberedt en imponerende mængde risengrød af Café Hyggestunden – hele 300 portioner lavet af 40 liter mælk, som blev langet over disken på blot én time i Rådhusparken.

Santa Julle, julemor Ruth og nissebørnene sørgede for underholdning og tænding af den 6 meter store julemand i Rådhusparken.

På Fisketorvet blev Poesiværk nr. 52, “For Evigt” indviet og sangen fremført af den lokale musiker, Jesper Nielsen. Borgmester Karsten Thomsen og Klaus Hjulmand, præsident for Rotary Frederikshavn City Morning, holdt begge taler.

Gaderne var fyldt med liv og glade besøgende, og handelschef Dan Kobberup var yderst tilfreds med dagen.

- Det er en af årets største og vigtigste handelsdage, udtaler han. 

Han glæder sig over den store opbakning fra kunderne, som handlede julegaver lokalt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste