Gymnasiet inviterer nysgerrige unge og forældre indenfor
FREDERIKSHAVN: Mandag den 13. januar kl. 19.00 inviterer Frederikshavn Gymnasium til åbent hus for kommende elever og deres forældre.
Her har du mulighed for at høre oplæg om uddannelserne, de sociale aktiviteter, støtte til elever med særlige udfordringer og meget andet. Du kan også få en snak med elever, lærere og studievejledere, ligesom det er muligt at overvære undervisning. Vokalensemblet VOX Øst står for underholdningen, skriver gymnasiet i en omtale.
- En del af vores åbent hus handler naturligt om fag og undervisning, men det handler også om mulighederne for at være med i musical, elevråd, deltage i sportsturneringer, gå i lektiecafé, øve i skoleband, festudvalg, styrketræne og meget andet. Det vil vi også gerne fortælle om, for på Frederikshavn Gymnasium handler det ikke bare om at blive til noget, men også om at blive til nogen, siger rektor Thomas Svane.
Thomas Svane glæder sig over, at en stor del af gymnasiets nuværende elever har meldt sig som tutorer, der denne aften vil guide rundt på skolen, informere og svare på spørgsmål. Andre elever vil til gengæld have aftenundervisning, som aftenens gæster kan besøge og her få et indtryk af undervisningen i en lang række fag.
Aftenen indledes dog i gymnasiets festsal, hvor rektor Thomas Svane og studievejleder Line Frøkjær vil byde velkommen og introducere Frederikshavn Gymnasiums mange muligheder.
Er du interesseret i åbent hus, møder du bare op. Der er ingen tilmelding. Aftenen sluttes af i festsalen, hvor der vil være mulighed for en snak med elever, lærere, studievejledere og repræsentanter fra STX, HF, HF Struktur, Sportsakademiet, Musikakademiet og Maritim Student.