Frederik fylder 142 år - og det fejres både fredag og lørdag
FREDERIKSHAVN: Handelstandforeningen fylder 142 år fredag 2. maj, og det fejres som en rigtig fødselsdag med kagemand, flag og sjove oplevelser både fredag og lørdag.
Byens butikker byder indenfor fra klokken 10.00 og der er masser af lækre forårsprodukter på hylderne.
I samarbejde med Mesterbageren byder FREDERIK på kagemand, kaffe og saftevand, så længe forsyningerne rækker. Det foregår ved samlingsscenen ved Jerrys fra klokken 15.00 om fredagen.
Allerede fra kl. 14 kan du pynte dine helt personlige cupcakes sammen med Stine fra Bakkens Bageri, som du finder på Fisketorvet ved Tordenskjoldsstatuen.
Et andet sted i gågaden, er der gratis ansigtsmaling, tattoo, konkurrence og ballondyr fra Julles Ballonshow, hvor du møder Ruth og Julle på Stentorvet ved Th. Bergsgade fra klokken. Det er ligeledes fra kl. 14.
Fødselsdagsfesten fortsætter lørdag, hvor der er særligt fokus på oplevelser for børn. BØRNEROBINSON-dysten i Frederikshavn bliver en sjov dag for børnene, når FREDERIK i samarbejde med The Sky Is Blue afholder eventet på Fisketorvet ved Tordenskjoldsstatuen fra klokken 11.00-14.00.
Børnene får denne dag chancen for at lege og konkurrere i bedste Robinsonstil – lidt ligesom på TV. Og dog: For det første er der ingen ø, for det andet er der ej heller et ø-råd og endelig foregår alt i absolut børnehøjde med smil på læben og højt humør.
Konkurrencerne er for børn i alderen 6-12 år, og børnene skal have lyst og mod til at gå ombord i nogle sjove og udfordrende små dyster. Der kæmpes blandt andet i præcision, udholdenhed, styrke, hurtighed og kløgt.
Konkurrencerne ledes af en kompetent dommer fra The Sky Is Blue. Udover selve konkurrencen er der mulighed for at lege og spille forskellige streetspil i området.
- Vi glæder os til at afvikle dette spændende event og håber, at mange af områdets børn har lyst til at lege med og at vi på den måde kan være med til at skabe en festlig dag i byen, siger handelschef i FREDERIK, Dan Kobberup.
Der bliver også oplevelser for de voksne. Gademusikanten er i gågaden fra klokken 10 om lørdagen, hvor han genopliver de fede tider med en perlerække af danske og udenlandske hits fra 60’erne og 70’erne. Der kan bl.a. opleves sange fra Gasolin, Kim Larsen, Gnags, Sebastian, The Beatles, Rolling Stones, Johnny Cash, Bob Dylan + mange andre.
Gademusikanten har gennem en årrække været en fast del af Den Gamle By, Aarhus 70’er festival. Det handler om at spille de velkendte sange og genskabe glæden og nostalgien ved den akustiske musik. Så find Gademusikanten og ønsk et nummer fra de gode gamle dage