Flere ugers juleforberedelse kulminerer på fredag
SÆBY: Flere ugers juleforberedelser i Sæby bymidte er ved at synge på sidste vers. På torvet har det store ti meter høje juletræ stået stolt og knejset de seneste par uger.
Morten Larsen og Sebastian Nørgaard fra elinstallatørfirmaet Søren Jensens Eftf. har de seneste uger rullet flere kilometer guirlander med lys ud langs husmure og over gaderne, ligesom de har gjort sig umage med at hænge lyskæder på store som små juletræer rundt i byen.
Strømmen er tilsluttet og venter kun på, at Julemanden skal komme med den store tændstik og tænde det store træ på torvet, så de mange lys kan sprede en magisk stemning i byen.
Traditionen tro kommer Julemanden og tænder lysene på juletræet.
I år sker det fredag den 28. november klokken 18.
Som ved tidligere år marcherer Sæbygardens nisseorkester gennem byen med efterfølgende julekoncert, inden det store træ bliver tændt.
Black Friday
Samme fredag går butikkerne jule-amok med Black Friday, der er kendetegnende for den gode stemning og store rabatter hos de handlende.
Hele midtbyen summer af liv og musik, når butikkerne gør noget ekstra og holder åbent til klokken 20.
Dagen efter, lørdag den 29. november kommer Julemanden med sine nisser på Sæby Torv klokken 11 – 13.
Børnene kan glæde sig til at finde Julemanden i sit hus, hvor han uddeler slikposer.
De øvrige små julehytter er åbne og sælger julelækkerier og -pynt.