Festival vender tilbage til Frederikshavn: Forperson har helt særligt ønske
FRDERIKSHAVN: I uge 13 løber SIND-Festivalen igen af stablen i Frederikshavn.
Festivalen sætter fokus på mental sundhed og skaber opmærksomhed om psykiske lidelser gennem en hel uge med foredrag, debat og musik. Alle er velkomne.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Festivalen åbner mandag den 23. marts på Frederikshavn Bibliotek med foredraget “Giv dit liv et serviceeftersyn”.
Her deler læge og journalist Peter Qvortrup Geisling – kendt som Danmarks TV-læge – inspiration, humor og konkrete råd til et sundere liv med større livsglæde.
Foredrag med stærke stemmer
Ugen byder på en række markante oplægsholdere. Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen fortæller om “Hampens fascinerende historie” med afsæt i bogen Øvigs lille bog om pot, som udkom i efteråret 2025.
Skuespiller, danser og sanger Silas Holst gæster festivalen med foredraget “Dancing Queen – om at stå ved sig selv”.
Derudover inviterer psykolog Anders Sørensen og Agnes Marie Frey til refleksion over spørgsmålet: “Psykisk sygdom eller psykisk lidelse?” Agnes Marie Frey deler sin personlige vej ind i og ud af psykisk lidelse og mødet med psykiatrien, mens Anders Sørensen præsenterer en traumeinformeret tilgang til behandling.
Socialrådgiver, coach og stifter af ADHD-Akademiet, Gro Lund Hansen, holder foredraget “CAMINOEN – med ADHD i bagagen”. Arrangementet finder sted på Fiskebaren, hvor det også er muligt at tilkøbe en særlig festivalfrokost.
Musik og kultur
Torsdag byder på koncert med Søren Krogh & MC Hansen, og festivalen afrundes med en premiere-koncert med duoen Kasper Buch & Joakim Lykke. Begge koncerter afholdes i Maskinhallen i Frederikshavn.
På Frederikshavn Kunstmuseum præsenteres “Sygt syg og hel normal?” – spoken word og storytelling om psykisk sygdom med digter og forfatter Peter Dyreborg samt digter og performer Sara Hauge.
Tidligere håndboldspiller og -træner Lars Rasmussen deler en personlig fortælling om livet med ADHD og autisme og bidrager til at bryde tabuer.
Debat og fællesskab
Festivalen afsluttes mandag den 30. marts – på World Bipolar Day – med en psykiatridebat med blandt andre psykolog og 1. næstformand i SIND-Landsforeningen for psykisk sundhed, Erik Mønsted Pedersen, samt lokale og regionale politikere. Debatten har gratis entré, mens billet til den efterfølgende koncert koster 50 kr.
Alle øvrige arrangementer har en entrépris på 50 kr. Billetter kan købes via billetten.dk ved at søge på SIND Festival.
Festivalen har modtaget støtte fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel, Nordea-Fonden, Lions Bannerslund, Lions Kattegat, Lions Sæby samt en anonym donation. Støtten har gjort det muligt at sammensætte et omfattende og varieret program.
- Vi håber, at SIND-Festivalen kan være med til at skabe åbenhed om og forståelse for mental sundhed og inspirere til samtaler om mental trivsel, udtaler forperson Rikke Rugholt fra den lokale SIND-afdeling, som står bag festivalen.
SIND ser frem til en uge med inspirerende foredrag, debat, musik og stærkt fællesskab.
Festivalen finder sted fra den 23. marts til den 30. marts i uge 13.
Programmet kan ses i sin fulde længde på billetten.dk.