FDF i Nordbyen holder høstmarked med loppemarked og musik
FREDERIKSHAVN: September er for FDF i Nordbyen måneden, hvor man holder høstmarked med et større loppemarked, boder og musik. Sådan er det også i år. Markedet starter lørdag 13. september kl.10.00 ved FDF Kredshuset på Bornholms allé.
- Loppemarkedet plejer at være det helt store trækplaster. Her er der i løbet af forår og sommer kommet et væld af spændende effekter, som denne lørdag kan finde nye ejere. Hver torsdag formiddag mødes et hold uundværlige og aktive pensionister og ordner de ting, der er indkommet, forklarer Claus Jensen, der er en af tovholderne på høstmarkedet.
Loppefolket satser på at der inden det store loppemarked indkommer mange nye effekter, så der virkelig bliver noget at handle med. Effekter modtages med TAK og kan afleveres i dagene op til 13. september, evt. sættes i bålhytten.
Musikken ved markedet leveres af “All workers Brass-Band”. Der vil ved FDF Kredshuset være bl.a. tombola, amerikansk lotteri og lykkehjul, og man vil kunne få stillet både den lille sult og den lidt større i den hyggelige cafe eller ved grillen.
De lidt større FDF’ere har lavet en teltlejr, så man kan få et indblik i lejrlivet som FDF’er.
Der vil være bål, aktiviteter og en hoppeborg for de yngste.
Høstmarkedet er en vigtig del af FDF Frederikshavn 1. kreds’ økonomi, og man håber som sædvanlig på stor opbakning til markedet. Overskuddet bruges i det daglige arbejde med de børn og unge som kommer til de ugentlige møder og de lejre som kredsen arrangerer. I sommeren 2026 skal de ældste med på den store Landslejr som hvert 5. år holdes på FDFs store område “Sletten” ved Silkeborg.