Far og søn vækker Simon & Garfunkels tidløse sange til live
FREDERIKSHAVN: FFI Fodbold Musik inviterer torsdag den 10. september til en stemningsfuld musikalsk aften i Frederikshavn Kirke, når Simon & Garfunkel Tribute går på scenen med nogle af de største og mest elskede sange fra den legendariske amerikanske duo.
Det skriver FFI Fodbold Frederikshavn i en pressemeddelelse.
- Interessen for koncerten er allerede stor, fortæller Mogens Nyeng Hansen, tovholder i FFI Fodbold Musik.
- Vi kan tydeligt mærke, at Simon & Garfunkels musik stadig har en helt særlig plads hos mange mennesker. Interessen for koncerten er stor, og vi glæder os til en fantastisk aften i de smukke rammer i Frederikshavn Kirke, siger Mogens Nyeng Hansen.
Publikum kan se frem til en musikalsk rejse tilbage til de sange, der gjorde Paul Simon og Art Garfunkel verdensberømte.
Klassikerne The Sound of Silence, Mrs. Robinson, Cecilia og Bridge Over Troubled Water er for længst blevet en del af musikhistorien og har begejstret generation efter generation.
Simon & Garfunkel Tribute består af far og søn, Helge Leonhardt og Kasper Leonhardt, som leverer en varm og nærværende hyldest til duoens musikalske arv.
Frederikshavn Kirke danner en særlig ramme om koncerten. Kirkens atmosfære og akustik passer perfekt til de smukke melodier, harmonier og vokaler, som kendetegner Simon & Garfunkels musik.
For FFI Fodbold Musik handler arrangementerne om mere end gode koncerter. Initiativet skal skabe musikalske oplevelser i Frederikshavn og samtidig støtte arbejdet omkring FFI Fodbold.
- Det betyder meget for os, at folk bakker op om vores arrangementer. Vi forsøger at præsentere musik, som kan samle et bredt publikum, og denne koncert ser bestemt ud til at ramme noget, som mange gerne vil opleve, fortæller Mogens Nyeng Hansen.
Koncerten med Simon & Garfunkel Tribute finder sted torsdag den 10. september klokken 19.00 i Frederikshavn Kirke.
Med den store interesse opfordrer FFI Fodbold Musik interesserede til ikke at vente for længe, hvis de vil sikre sig en plads til en aften fyldt med nostalgi, store melodier og musik, der stadig lever i bedste velgående.
Billetpris: 210 kroner