Billede beskrivelse

Efter Fyraften – et mødested for mænd

28. juli 2025 kl. 13.12
Opdateret 30. juli 2025 kl. 08.39

FREDERIKSHAVN: Er du mand, er du uden for arbejdsmarkedet og lever du alene, så er det tid at aktivere dit overlevelsesinstinkt. Du har nemlig kun 50 pct. chance for at opleve din 65 års fødselsdag!

Det lyder voldsomt. Det er voldsomt. Men tallene lyver ikke. Vi har længe vidst, at der er stor ulighed i sundhed alt efter bopæl, uddannelse og indkomst – hellere rig og rask end syg og fattig, som det er blevet udtrykt.

Men føjer man parameteret køn til statistikken, bliver uligheden markant større. De dårligst stillede mænd lever 10 år kortere end de bedst stillede mænd og 13 år kortere end de bedst stillede kvinder. Forskning viser, at ensomhed er den helt store dræber blandt mænd.

Mænds sundhed halter, og det gør den også i Frederikshavn. Men der er kommet større fokus på problemet. Sundhedscentret på Sygehuset og Frivilligcenter Frederikshavn har holdt møder med indlæg fra bl.a. Oliver Gersdorf Villum Nielsen, der er projektansvarlig i Forum for Mænds Sundhed. Desværre mødte der kun enkelte mænd i målgruppe op til arrangementet.

Oplægsholderen havde selv svaret på det manglende fremmøde: ”Mænd mødes ikke ansigt til ansigt, men skulder ved skulder. Der skal være en aktivitet at mødes om.”

Nogle måneder forinden var to frederikshavnere rendt på hinanden på Molslinjen på vej hjem fra København.

De kendte hinanden fra tidligere og kom i snak om bl.a. mænds haltende sundhed og problemet med ensomhed, som de begge havde inde på livet i deres dagligdag som henholdsvis bestyrelsesmedlem i Frivilligcenter Frederikshavn og frivillig i Botanisk Have. De to – John Hansen og Hans Henrik Jensen – besluttede at gøre noget ved problemet, for de havde en masse ideer.

- Vi har begge oplevet, hvor meningsfuldt og berigende, det er at være frivillig i en eller anden sammenhæng, fx i en forening. Og der er brug for frivillige mange steder, så vores kongstanke er, at hvis vi kan motivere nogle mænd i målgruppen til at være frivillig eller medlem af en forening og dermed opnå et socialt fællesskab og et netværk, så er det godt for både den enkelt mand og for foreningslivet, siger Hans Henrik Jensen og fortsætter:

- Derfor vil vi ikke være en forening, men en helt uformel gruppe – uden medlemskort og registrering – som arrangerer nogle aktiviteter for mænd. Vi kalder os "Efter Fyraften". Ender deltagerne med at blive frivillige eller medlem af en forening, er det fint, men det er ikke nogen betingelse. Det vigtigste er, at man kommer op af sofaen og ud og møder andre mennesker.

Den store udfordring for både dette initiativ, og de andre tilbud for mænd, som faktisk eksisterer, er at komme i kontakt med mændene. De kommer ikke af sig selv. John Hansen og Hans Henrik Jensen bruger sociale medier, men er klar over, at det ikke gør det alene. Derfor vil de også invitere til arrangementerne med løbesedler hos fx frisører, på værtshuse og på supermarkedernes opslagstavler.

Næste initiativ i ”Efter fyraften” er et besøg hos de mange frivillige i Tordenskiolds Soldater. De holder til på Knallen 2 nede på havnen og vil gerne fortælle om de mange aktiviteter de har. Mødet er onsdag 27. august kl. 16. Der er ingen tilmelding, man møder bare op.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste