Billede beskrivelse

Der var fuldt hus til julekoncerten

09. december 2024 kl. 11.02

SÆBY: Skovlyst synger julen ind, og det i sådan en grad, at også publikum kom derfra med opvarmede julehjerter og smurte stemmebånd.

Koncerten blev åbnet med Søren Banjomus sunget af Mads Vestergaard, Anja Lønborg, Jeanne Isaksen og Lars Ditmer, som strålede om kap med den smukt dekorerede sal med både pyntet juletræ, guirlander og kulørte lamper.

Billede beskrivelse

Julemanden, spillet af Yngve Rasmussen, sad som festens midtpunkt i en blød stol midt i salen og læste op af Peters jul i juletræets skær. 

Taktfast førte han sangere og publikum igennem eftermiddagens program, som bestod af både kendte og afholdte julesange og salmer og derudover nogle numre, som opførtes af sangerne med kun en lille brummen fra publikum.

Billede beskrivelse

I pausen blev der serveret julesmåkager og gløgg, og inden dørene blev åbnet til salen, hvor koncerten blev opført, var der kaffe og æbleskiver at lune sig på.

Alt i alt blev det til 30 sange, hvor publikum forinden fik udleveret et sanghæfte, hvor de blev opfordret til at synge med på alt fra Dejlig er Jorden til Vinterbyøster, videre til Shu-bi-duas Den Himmelblå, og så et smut forbi Walt Disneys Jesper Fårekylling og derfra videre til Lady og Vagabondens rendezvous, opvist af Jeanne Isaksen og Lars Ditmer, til tonerne af Bella Notte, fremført af Mads Vestergaard i kokkekostume.

Billede beskrivelse

Der var god stemning fra start til slut, på scenen såvel som blandt publikum, og sangerne blev trakteret med et stående bifald efter Rockin’ around the christmas tree, som var julekoncertens sidste nummer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste