Billede beskrivelse

Dåb og andre begivenheder i Sæby Kirke

11. juli 2025 kl. 17.03

SÆBY: Dåb i folkekirken er ofte en barnedåb, hvor barnet modtager Guds velsignelse og bydes velkommen i det kristne fællesskab. Men også større børn og voksne bliver døbt – og i Sæby Kirke sker det jævnligt. 

Det oplyser kirken. 

Dåben er en hellig handling, hvor Gud er nær. Det er både en højtidelig og glædesfyldt begivenhed, hvor fællesskabet og troens fundament står centralt. Dåbens betydning formidles gennem præstens ord, korsets tegn og tre håndfulde vand.

I øjeblikket deltager Sæby Kirke i afprøvningen af nye dåbsritualer. I det kommende halve år vil man derfor kunne opleve forskellige måder at formulere spørgsmål, læse tekster og udtrykke ritualets indhold på. Gæster opfordres til at dele deres indtryk. Senere på året vil Sæby Menighedsråd samle erfaringerne og sende dem videre til dåbskommissionen, som ledes af biskop Thomas Reinholt Rasmussen. 

Kommissionen skal derefter udarbejde et forslag til et nyt dåbsritual. Menighedsrådet ser frem til at bidrage til udviklingen.

Søndag den 13. juli er der barnedåb under gudstjenesten kl. 10.00. Der holdes desuden gudstjeneste hver søndag kl. 10.00.

Torsdagene den 17. og 24. juli kl. 21.30 inviteres der til aftenmeditation i kirken. Det foregår umiddelbart efter nedspilning af flaget på havnen. Aftenmeditationen varer en god halv time og indeholder bøn, læsninger, musik, sang, stilhed og eftertanke i det smukke, stearinlysfyldte kirkerum. En rolig afslutning på dagen.

Hver tirsdag kl. 11.00 tilbydes rundvisning i kirken. Mandage i ulige uger – næste gang den 14. juli kl. 10.00 – er der kaffe på kanden på Sæby Kirkegård.

Alle er velkomne i både kirken og på kirkegården.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste