Botaniske venner gør forårsmesse forårsagtig med blomster
FREDERIKSHAVN: Bangsbo Botaniske Haves Vennekreds har også i 2025 en stand på Forårsmessen i Arena Nord 15. og 16. marts, og den er placeret på samme sted som tidligere år. Sæby Planteskole leverer et bredt udvalg af forårets farverige planter såsom hornviol, primula og en masse forskellige løgvækster som Vennekredsen sælger til særdeles fordelagtige priser.
Herudover arrangeres små udstillinger af orkidéer, bonsai og roser, der kan give et indtryk af de store udstillinger, der arrangeres i forbindelse med årets Blomsterfestival i Botanisk Have 31. maj og 1. juni.
Børnene kan også blive aktiveret på messen med såning af f.eks. tomater, og så vil foråret jo vise, om der senere kan høstes gode og sunde frugter.
Medlemmer af Vennekredsen og Botanisk Have er selvfølgelig til stede på standen for at fortælle om Haven, Vennekredsens arbejde og om Blomsterfestivalen.