Badutspring, balloner og ballerinaskørter: Gymnastikopvisning var en stor succes
SKAGEN: Skagen Kultur- og Idrætscenter var fyldt til bristepunktet, da gymnastikforeningen GF76 sidste lørdag, som afslutning på sæsonen, traditionen tro, afholdt en flot og festlig gymnastikopvisning.
Mellem 800 og 1000 tilskuere var mødt op for at se de 200 gymnaster folde sig ud i en fest af spring og rytmegymnastik til musik fra Bjørk til Birthe Kjær og med en kulisse af balloner og diskolys - strutskørter, trikoter og sølvbukser som kostumer.
En sund forening
Og tilslutningen til årets opvisning afspejler ifølge formanden for gymnastikforeningen, Josefine Løvgreen, meget godt tilstanden i foreningen.
- Vi er en sund forening med et stabilt og højt medlemstal. Corona ødelagde lidt for os, og det har kørt lidt op og ned efterfølgende, men vi synes det er landet fornuftigt nu, siger Josefine Løvgreen om foreningen, som også gør noget særligt for at være en god og ambitiøs forening.
- Vi har nogle rigtig dygtige ledere og trænere og vi arbejder også hele tiden på at udvikle os og sender trænerne på kurser løbende, fortæller hun.
Nye armbånd er en succes
Det er ikke kun trænerne, som foreningen arbejder på at gøre bedre, også selve opvisningen bliver der arbejdet med løbende.
Og efter en opvisningsdag sidste år med lang kø ved indgangen, har gymnastikforeningen i år skiftet billetterne ud med armbånd, som kunne købes allerede fra dagen før. Det har vist sig at være en succes.
- Sidste år kunne folk ikke nå ind, før vi var gået i gang – det tog over en halv time at få de sidste på plads. I år var der flow hele vejen, og det fungerede bare. Det gentager vi næste år, siger formanden for foreningen Josefine Løvgren.
Og næste år bliver et særligt år for gymnastikforeningen i Skagen, som kan se frem til 50-års jubilæum i 2026.
- Vi ved ikke præcis, hvordan vi markerer det, men noget kommer der da nok til at ske, siger Josefine Løvgren.
Gymnastiksæsonen er nu slut og starter igen i august.
I løbet af sommeren kommer foreningens folder, og man kan løbende følge med om holdstart og tilmelding på GF76, Skagen Gymnastikforenings facebookside.