Billede beskrivelse

Anne Linnet holder koncert i lokal kirke

02. maj 2025 kl. 06.01

SÆBY: Fredag den 19. december inviterer SINDs lokale afdeling i samarbejde med Sæby Kirke til en stemningsfuld julekoncert med selveste Anne Linnet. Koncerten afholdes i de smukke og højtidelige rammer i Sæby Kirke og bliver en aften, hvor musik, nærvær og fællesskab smelter sammen.

Det fortæller arrangørerne. 

Ifølge Rikke Rugholt, forperson i den lokale SIND-afdeling, er glæden stor over at kunne præsentere denne koncert:

– Det er med stor glæde, at vi i SIND kan præsentere denne koncert. Vi håber, at mange vil være med til at støtte op om både musikken og det vigtige arbejde, SIND udfører lokalt.

Hele overskuddet fra koncerten går ubeskåret til SINDs indsats i lokalområdet.

Anne Linnet, en af Danmarks mest markante og elskede musikere, medbringer et stærkt musikalsk hold bestående af pianist Markus Lindell, korsanger Julie Lindell og guitarist Kasper Falkenberg. Publikum kan se frem til en aften med både kendte favoritter, nye sange og musikalske overraskelser – alt sammen leveret med Linnets karakteristiske nærvær og varme.

For Anne Linnet har julekoncerterne en særlig betydning:

– Når folk går herfra, så skulle de jo gerne være i julestemning. Det er også en vigtig del af julen, dét at man mærker fællesskabet. Der er jo ikke nogen stemmer, der er ens, men når så mange forskellige stemmer blander sig, opstår der noget magi.

Med en karriere, der spænder over fem årtier, har Anne Linnet sat et uudsletteligt præg på dansk musik. Nu får publikum i Sæby mulighed for at opleve hendes ikoniske stemme og stærke fortolkninger i en koncert, der byder på julefred, eftertænksomhed og fællessang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste